Den bekendtgørelse om PRRS der trådte i kraft den 16. maj betyder, at alle besætninger skal have en offentlig PRRS-sundhedsstatus. Det gælder også, hvis din besætning har en PRRS-deklaration eller SPF-status fra SPF-Sund. I så fald skal du anmode om legalisering af besætningens sundhedsstatus.
Alle besætninger med over 10 søer eller 100 grise skal senest den 1. oktober 2023 kende sundhedsstatus på deres besætning.
Det minder Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris om i en meddelelse på svineproduktion.dk, hvor det påpeges, at det er et krav i den PRRS-bekendtgørelse, som trådte i kraft 16. maj.
Dyrlægerne er orienteret om, hvilke specifikke regler der gælder for at få en status eller få en status legaliseret, men du er som besætningsejer også involveret. Du skal, eventuelt sammen med din dyrlæge, indsende en anmodning om status eller legalisering. Du kan også vælge at give din dyrlæge fuldmagt til at kunne ansøge om PRRS-sundhedsstatus eller legalisering på din besætning.
Du kan finde de relevante dokumenter på Fødevarestyrelsens hjemmeside - herunder link til formular til legaliseringsprocessen.
Du kan endvidere læse mere om PRRS reduktionsprogrammet for Danmark og finde al relevant information på temasides om PRRS på svineproduktion.dk.
PRRS observationsliste
Uanset årsag, så skal udtagning af prøver til PCR-analyse altid anmeldes på PRRS-observationsliste. Husk at anmelde, før der udtages prøver. Det gælder både mistankeprøver, eksportprøver og overvågningsprøver.
Viden om PRRS
PRRS er en smitsom virus-infektion, der kan smitte grise i alle aldersgrupper, men som især har konsekvenser for besætninger med søer. Symptomerne på PRRS varierer mellem smittede besætninger. I nogle tilfælde kan en besætning smittes med PRRS uden, at der efterfølgende er symptomer, mens det i andre tilfælde giver PRRS store problemer og tab blandt andet som følge af høj dødelighed og øget antibiotikaforbrug.
Analyser for PRRS
Veterinært Laboratorium, Kjellerup udfører tre forskellige analyser for PRRS og er udpeget som officielt laboratorium til at foretage alle PRRS-analyser af prøver fra alle besætninger, undtagen besætninger med klinisk mistanke om PRRS. Disse skal sendes til SSI.
Baggrund for bekendtgørelsen
PRRS har de seneste år ramt mere end 30 procent af de danske grisebesætninger. Og kommer sygdommen først inden for stalddøren, kan det få alvorlige konsekvenser for dyrene, der blandt andet kan få lungebetændelse og risikere at abortere.
For at bekæmpe sygdommen gik Landbrug & Fødevarer, Danske Svineslagterier, Den Danske Dyrlægeforening og Fødevarestyrelsen sidste år sammen om en styrket strategi, der skal reducere forekomsten af PRRS samt holde sygdommen ude af de danske besætninger.
Kilde: svineproduktion.dk