Tykke og velpolstrede polte er tilsyneladende bedre polte – men de må ikke blive for tunge.
Fedt er godt, hvis det sidder på polte. Det er konklusionen fra Seges Svineproduktion i meddelelse 1206. Og det bør man bide mærke i, pointerer Anders Hedegaard, der er faglig svinechef hos foderfirmaet Nutrimin i midtjyske Ans.
Ifølge Seges viser en afprøvning, at kun omkring 85 procent af de tunge, men magre polte kommer frem til 2. løbning, mens det er næsten 100 procent af de lette, men fede polte, som kommer frem til 2. løbning.
- Groft sagt, så vil 10-15 procent flere af fede, langsomt voksende polte sammenlignet med »magre hurtigløbere« nå længere end blot et kuld grise. Dette er en bemærkelsesværdig stor forskel, som vi bør tage til efterretning, pointerer Anders Hedegaard.
Sænk tilvæksten
Afprøvningen, som Seges gennemførte, viste også, at en høj løbealder hos poltene medfører, at en større andel af disse bliver sat ud inden deres løbning til andet kuld.
Forsøg har samtidig vist, at polte, der vokser hurtigt, har en øget forekomst af osteochondrose, der er ødelagt ledbrusk.
- Kort sagt skal vi sænke tilvæksten, lave mere spæk og samtidig sørge for at få vores polte løbet, når de har alderen til det. Afprøvningerne understreger vigtigheden af, at vi fodrer vores polte optimalt (fodersammensætning og foderstyrke), og at vi får dem løbet rettidigt.
- Vores polte skal løbes, når de er 230-240 dage og vejer 145-160 kg. Og der skal de så gerne have mere end 16 mm rygspæk, fastslår Anders Hedegaard fra Nutrimin.
jll@effektivtlandbrug.dk
telefon 63 38 25 48