Det er vigtigt, at arbejdet med syge og tilskadekomne dyr prioriteres, og at håndteringen bliver systematiseret, så det bliver nemmere at træffe den rigtige beslutning.

Ifølge en artikel fra Svineproduktion.dk er det første skridt, at man som ejer eller driftsleder beslutter at gøre noget ved det, som går galt gang på gang i besætningen. Det kan være manglende rettidig aflivning, eller at syge grise ikke opdages og behandles hurtigt nok. Det er selvfølgelig forskelligt fra besætning til besætning.

Stuegang i besætningen

Hos Stine Mikkelsen på Klintebygaard på Bornholm, har de netop fokus på at have dyrlægen med i sygeafsnittet, for at få tilset hvert enkelt dyr.

- Når vores dyrlæge kommer, så går vi stuegang. Det betyder, at vi er inde i hver sti, vi har hver enkelte dyr op og stå, dyrlægen kender historikken, og så diskuterer vi, hvad fremtiden for dyret er, fortæller hun blandt andet i den video der kan ses på Svineproduktion.dk.

Det er Claus Heisel, dyrlæge hos LVK, der kommer i Stine Mikkelsens besætning. I videoen påpeger han, at det for ham er vigtigt at kunne være med til at træffe afgørelse ved tvivlsspørgsmål:

- Det er vigtigt, at jeg får hånden på kogepladen og bliver aktør i forhold til behandlingen af syge og tilskadekomne dyr. På den måde kan jeg også være med til at bakke op om det, der er blevet gjort med dyrene i besætningen – både i en kontrolsituation, men også i al almindelig for at få det bedste output ud af de produktionsdyr, vi har at gøre med, siger han, og fortæller endvidere at det er aftalt, at der føres sygejournal over det enkelte dyr i sygestien, hvor det blandt andet er anført hvilke vurderinger man har gjort undervejs.

Rettidighed

Tina Birk Jensen, specialkonsulent og projektleder for kampagnen SoLiv 2.0 lægger også vægt på vigtigheden i at gøre brug af sparringen med besætningsdyrlægen.

- Det er vigtigt, at man får brugt sin dyrlæge, når de er på besøg. På den måde gør man det nemmere for sig selv at behandle søerne i rette tid. Det er en af de ting, vi prøver at sprede budskabet om i vores kampagne SoLiv 2.0, fortæller specialkonsulenten til Svineproduktion.dk.

Hør mere om stuegang og den systematiserede håndtering af dyrene i sygeafsnittet på Klintebygaard i den video der kan ses på svineproduktion.dk.

Find mere viden og gode råd til håndtering af syge grise på en temaside om emnet på Svineproduktion.dk.

cab

Svin