Teknologisk Institut gennemførte i efteråret en demonstration af de tekniske muligheder med brugen droner og spotsprøjtning ned på dyseniveau.

Det fortæller Thomas Nitschke, som er faglig leder på Teknologisk Institut, og blandt andet arbejder med præcisionssprøjtning.

En erfagruppe ved navn »Droner til præcisionssprøjtning« medvirkede ved demo-dagen, som præsenterede den seneste teknik på området.

- Resultaterne fra dagen viser, at det er praktisk muligt præcist at spotsprøjte felter i marken ned til en kvadratmeter, og at der er store potentialer i sådanne præcist målrettede behandlinger mod for eksempel problemgræsukrudt i frøgræsmarker, lyder hans konklusion.

Færre midler

Det var frøfirmaet DLF og Nørager Gods på Vestsjælland, som stod for den praktiske del af demonstrationen, mens Teknologisk Institut stod for udarbejdelse af tildelingskort til spotsprøjtningerne.

På Nørager Gods har man fra 1. januar 2020 skiftet 60 procent af maskinparken, så man helt er målrettet dyrkning som præcisionslandbrug.

Her forventer man nemlig en stadig indskrænkning i udvalget af pesticider og hjælpestoffer fra blandt andet Miljøstyrelsens side, så landbruget presses til at økonomisere med de stoffer, som de har tilbage.

Det samme lyder fra DLF, der oplever at have stadig færre midler til bekæmpelse af for eksempel græsukrudt i frøgræsmarker.

DLF hilser også en ny og præcis teknik velkommen til at lokalisere pletter i markerne med problemukrudt, få lavet droneregistrering og udarbejde tildelingskort, som kan bruges til at spotsprøjte efter.

Tildelingskort

Rent praktisk blev der lagt hvide plader ud i demo-marken til at markere de pletter, som drone-overflyvningen havde registreret til at skulle spotsprøjtes.

Teknologisk Institut lavede derefter tildelings-filer ud fra placeringen af disse hvide plader, og den efterfølgende overkørsel med marksprøjte viste fuldt sammenfald mellem hvide plader og dysesprøjt.

- Teknologisk Institut arbejder videre her i 2021 med at tildelingskort, så data fra sensorer til marksprøjten gøres mere ensartede og ikke mindst nemmere at håndtere for landmanden, oplyser Thomas Nitschke.