Nyt gødningsadditiv optimerer udbyttet

Corteva tilbyder landbruget en ny formulering af N-lock, kaldet InstinctTM. Produktet optimerer udbyttepotentialet, når det anvendes sammen med ammoniumholdige gødningstyper ved at sikre 6-8 ugers yderligere kvælstoftilgængelighed i jorden.

Instinct-pumpen er her optimalt monteret på et beslag på rammen under gylletanken. Landmanden har valgt at sætte en hætte hen over pumpen, fordi traktorhjulene afsætter en del pladder i denne region. Pumpen betjenes fra føresædet med en Bluetooth-styret mobil enhed. Henning Mouritsen Ravn driver sammen med hustruen Mona bedriften Sædding Storgaard ved Nørre Nebel med 700 årskøer og 250 hektar majs. Henning Ravn leverer og modtager 35.000 ton gylle til og fra et nærliggende biogasanlæg.

Corteva Agriscience har igennem mange år udviklet, dokumenteret og markedsført forskellige formuleringer af gødningsadditivet nitrapyrin til primært gylle. Mest kendt er nok produktet N-lock, der nu er erstattet af den mere koncentrerede og håndteringsvenlige formulering kaldet Instinct.

Corteva anbefaler 2,5 l/ha N-lock eller 1,7 l/ha Instinct. Begge produkter udbringer hermed 500 g/ha nitrapyrin.

- Gyllen med og uden nitrapyrin er nedfældet i det tidlige forår inden majssåningen. I dag kan man med for eksempel Seges-Klimaværktøj - på toppen af merudbyttet - yderligere beregne, at de 500 g/ha nitrapyrin også giver en 40 procents CO2-e reduktion i forhold til den tilførte ammoniummængde tilført med gylle og handelsgødning. Denne teoretiske klimaberegning gælder for alle 16 forsøg, lyder det fra Corteva.

I Danmark er udført en lang række landsforsøg i forskellige afgrøder for at dokumentere effekterne af nitrapyrin.

Hos Corteva har man noteret sig, at målet dengang var et ensidig fokus på de opnåelige merudbytter pr. ha for at vise at produktet var rentabelt i brug.

Merudbytter for Instinct knytter sig til anvendelse i afgrøder, hvor der er en stor tidsmæssig afstand fra gødskning til afgrødernes N-optag.

Optimal på sandjord

Hos Corteva vurderer man, at et optimalt anvendelsesområde for Instinct er på arealer med majs på sandjord. Men der er også et stort potentiale for merudbytte for Instinct i for eksempel melkartofler på vandet sandjord.

Instinct virker også sammen med ammoniumholdig handelsgødning. I USA udbringes nitrapyrin under navnet N-serve sammen med flydende ammoniak.

I majs dyrket på vandet sandjord og/eller i nedbørsrige regioner, sikrer Instinct (nitrapyrin) at ammonium-indholdet (NH4+) i gyllen - nedfældet inden såningen - forsinkes i omdannelsen til nitrat (NO3-) frem til om sommeren, hvor majsen har det store kvælstofoptag.

Fastholde kvælstoffet

Med udsigt til meget høje gødningspriser i 2022, gælder det om at fastholde kvælstoffet på en form, der sikrer mod forårsudvaskning og fordampning som lattergas.

- Regeringen har besluttet sig for i 2022 at sætte fokus på CO2- klima debatten. Valutaen i hele denne klima-diskussion er de teoretiske omregninger af klimaaftrykket til CO2- ækvivalenter (CO2-e). Eksempel: 1 ton lattergas (N2O) svarer således til 298 ton CO2-e, lyder vurderingen fra Corteva

Og meldingen hos producenten er klar: - For markbruget kommer CO2-udfordringen helt sikkert fra N-gødningsforbruget, der er den største kilde til tab af lattergas. Mange forventer, at anvendelsen af både husdyrgødning, biogasgylle og handelsgødning bliver udfordret.

- Nu vedtages der formentlig i 2022 en CO2-afgift af ukendt størrelse. En CO2-regning til landbruget vil senere ramme alle i samfundet i form af stigende priser på kød, mælk og andre fødevarer, lyder det fra virksomheden.

- Der er ingen tvivl om, at alle værktøjer for at nedbringe klimaaftrykket fra landbruget er nødt til at komme i brug, for at vi kan leve op til samfundets nye målsætninger. Et af disse er brugen af nitrifikationshæmmere i primært gylle. Produkterne giver en 40 procents reduktion på uønsket CO2-e tab i form af lattergas fra ammonium-holdige gødninger inkl. Handelsgødninger, lyder konklusionen hos Corteva.

Hvordan tildeler man Instinct til gylle?

Corteva anbefaler at Instinct – svarende til 1,7 l/ha - pumpes ind i gyllestrømmen ved lastning af gyllen i gyllevognen lige inden udkørslen.

Pumpen, Corteva anbefaler, er en rulle-pumpe, hvor Instinct ikke har direkte kontakt til metal eller andre bevægelige dele. Produktet masseres igennem en gummislange, der er meget billig at udskifte, hvis det skulle blive nødvendigt.

Corteva Agriscience testede i 2021 den nye Instinct-pumpe på en række bedrifter. Herunder hos gårdejer Henning Ravn ved Nørre Nebel.

- Vi valgte i foråret 2021 at udskifte den gamle N-inhibitor-pumpe, der var nedbrudt af syrevirkningen fra et andet produkt, med Instinct-pumpen. Instinct har givet en tydelig visuel effekt i marken og Instinct-pumpen har virket upåklageligt ved udkørsel af 35.000 ton gylle, forklarer Henning Ravn .

I specielle situationer, hvor for eksempel Instinct-pumperne ikke er til rådighed, kan Instinct udsprøjtes i marksprøjte. Det bør ske i det tidlige forår, mens jordtemperaturen er under 10 grader og jorden er fugtig. Falder der ikke 10-15 mm nedbør de første 10 dage efter udsprøjtningen, tilrådes en grundig jordbehandling. Instinct kan blandes med flydende gødning (N32) + NBPT (ureasehæmmer) og glyfosat-produkter.

Fordele ved Instinct

- Instinct øger udbyttepotentialet i majs.

- Instinct mindsker gødningens og majsens klimaaftryk.

- Instinct bidrager til lavere N-udvaskning.

Læs også