Flere fordele ved strip-till og no-till end de rent økonomiske
Der er andre fordele ved at gå over til strip-till og no-till på markerne end de økonomiske, man kan finde frem til via et regneark. Det påpeger produktekspert Anders Højte fra FMR Maskiner.

- Der sker jo en forsimpling i hele arbejdsprocessen, og det er en kæmpe gevinst, fortæller Anders Højte om den væsentligste fordel, som hans kunder, der sværger til strip-till og no-till maskiner, har oplevet.
Udviklingen inden for såmaskiner har været stor de senere år. Det gælder ikke mindst maskiner, der er velegnet for landmænd, der sværger mod reduceret jordbearbejdning via brug af strip-till og no-till-maskiner til såning.
Det har man mærket til hos FMR Maskiner, der i 2019 udvidede deres sortiment på området, og nu har såmaskiner fra britiske Mzuri og maskiner fra det franske Sly til brug for de to jordbearbejdningsformer.
Det skete i sin tid for at understøtte den udvikling, der har været, hvor flere landmænd er gået over til pløjefri dyrkning og reduceret jordbearbejdning. Det har ofte været de økonomiske og klimamæssige fordele, der har været fremhævet, men dem, der har investeret i en såmaskine, har oplevet en anden og faktisk større fordel, fortæller produktspecialist Anders Højte fra FMR Maskiner.
- Der sker jo en forsimpling i hele arbejdsprocessen, og det er en kæmpe gevinst, for man kan faktisk køre, når man har været der med mejetærskeren, og skal til med såmaskinen bagefter. Man slipper for at skulle tromle, harve og så videre, forklarer han til LandbrugØst.
Tre processer i én
Med strip-till sparer man netop de tre processer for at få etableret det kommende års afgrøder, pointerer han.
- Det kan man faktisk gøre med i bedste fald èn proces. Gevinsten kan måske være svær at vurdere i kroner og ører, men når vi snakker med de kunder, der har købt sådan en maskiner, for eksempel et år eller to efter købet, om hvad de bedst kan lide ved systemet, så er det faktisk den forsimpling i arbejdsprocesserne, de nævner som en helt vild gevinst, frem for de andre fordele, siger Anders Højte.
Han peger på, at den forsimpling, der sker, kommer på et kærkomment tidspunkt af årets arbejde i markerne.
- Hvis man skal ud og så raps, og man ikke er færdig med at høste, så er det altså omstændeligt at man først skulle til at pløje, trække det over med en eller anden tromle, og så ud og så bagefter. Det er omstændeligt at skulle ud på tre forskellige funktioner. Især tager det jo meget tid at skulle pløje, siger Anders Højte og fortsætter:
- Hvis man skal ud at lave det nummer, og man stadig ikke er færdig med at høste, så er der nogle, der går på kompromis, og måske ikke får sået den mængde raps, de gerne skulle have sået. Og det kan være et problem.
- Så man kan sige, at forenklingen i høj grad er en gevinst, fordi man simpelthen ikke har timerne til rådighed på det tidspunkt, hvor man egentlig skal bruge dem. Man har travlt med alt muligt andet, lyder det fra Anders Højte.
En stor besparelse
Det var i 2019, at FMR Maskiner introducerede maskinerne fra franske Sly på det danske marked, mens britiske Mzuri har leveret maskiner til firmaet i længere tid.
Her er der tale om maskiner, der fokuserer på strip-till, altså jordbehandling, der udelukkende er koncentreret lige der, hvor man for eksempel vil så korn.
- Det er en stor besparelse, hvis man for eksempel har pløjet eller dybdeharvet eller andet, så kan man sige, at det med at koncentrere al krudtet lige præcist dér, hvor man gerne vil have kernerne til at spire, giver al mulig god mening, siger Anders Højte.
- Så man kan sige, at forenklingen i høj grad er en gevinst, fordi man simpelthen ikke har timerne til rådighed på det tidspunkt, hvor man egentlig skal bruge dem. Man har travlt med alt muligt andet.
Anders Højte
Gang i salget
Han fortæller, at FMR Maskiner efterhånden har fået solgt en del maskiner fra Mzuri.
- Med en Mzuri-såmaskine kan man lave den jordbehandling i den dybde, man måtte ønske, og det har nogle fordele. Det giver en lidt mere dyrkningssikker, mere allround-metode, men den har så også nogle bagsider, siger Anders Højte og fortsætter:
- En af dem er, at man roder lidt mere i jorden. En anden bagside er, at når man roder i jorden, så koster det også mere diesel at hive maskinen hen over marken. Så det er to ting, man ikke rigtig kan komme uden om, når vi snakker strip-till.
En fordel ved strip-till er, at jorden lettere dræner store nedbørsmængder væk fra sårillen om efteråret. Halm og avner håndteres typisk på samme måde som beskrevet under direkte såning.
- Men en anden fordel er så, at når man har kørt en tand igennem, dér hvor man gerne vil have sået sit korn, så får man løsnet op, hvis der er nogle køreskader, man kan få lagt gødning væk fra såkornet, lyder det fra produktspecialisten.
Både Mzuri og Sly har arbejdet på at give miljømæssige og økonomiske fordele til landmænd i en årrække. Sidste år var det således 10 år siden, Mzuri sendte deres første pro-till maskine på markedet.