Går i marken med stærke sorter

Hornsyld Købmandsgård har startet lidt af en charmeoffensiv op overfor planteavlerne, og det skyldes blandt andet, at selskabet har flere stærke sorter.

Flere steder i Danmark har der den seneste tid været afholdt markvandringer, hvor interesserede har kunnet se sorter fra Hornsyld Købmandsgaard nærmere efter i sømmene.

Aktiviteterne er sket i kølvandet på, at HK har overtaget grovvareaktiviteterne fra Overgaard Gods, og det kræver noget synlighed overfor kunderne, lyder det fra produktchef for planteavlen i HK, Kenneth Søbye.

- Det er vigtigt, at vi kan vise, at vi er til stede. Vi vil rigtig gerne vise vores sortiment. Vi er den eneste uafhængige sortsrepræsentant i Danmark, som ikke har forædling selv, men som netop trækker sorter ind fra de rigtig mange forædlere, der er rundt omkring i Europa, fortæller Kenneth Søbye.

Ifølge produktchefen har HK mange gode ting i sortimentet at byde på.

- Vi vælger selvfølgelig de bedste sorter ud, som kan konkurrere. Det kan vi bl.a. se i år, hvor vi har en rigtig stærk sortsblanding i hvede, HK-Hvedemix , der klarede sig bedst i landsforsøgene sidste år. Så en rigtig robust sortsblanding, hvor vi har tre rigtig gode sorter med i.

Raps fra øverste hylde

HK promoverer ikke kun hvede, men også flere forskellige rapssorter.

- Der er rigtig mange rapssorter, der bliver udbudt. Vi har et par sorter med, som har været med i 3-4 år og er vel afprøvet. KWS Heikos, som er en af dem, som ligger allerhøjst i landsforsøgene, fortæller Kenneth Søbye og fortsætter:

- Vi har Hodysse, der over de sidste fire år ligger i top-3 i landsforsøgene. Vi har en masse spændende sorter med, når vi snakker kålbrokresistent raps fx. Crossfit, Create og Croissant.

Der sker noget med ærterne snart

Et andet fokusområde for HK er ærter. Trods tørketendenser i den tidlige sommer er der fornuftige udsigter for årets høst, mener produktchefen.

- Selvfølgelig kunne vi godt have håbet på nedbør lidt tidligere i vækstsæsonen, og tidligere år har planterne været kraftigere, Men selv i et år som i år med tørke, så er der stadig et fornuftigt potentiale og håb om, at de kommer ud med fornuftige udbytter, siger Kenneth Søbye.

Det er sorterne Manager og Ingrid, som HK fører. Men det vil snart ændre sig, fortæller han.

- Der sker jo noget indenfor ærteforædlingen, hvor der er nye sorter på vej de kommende år. De er blandt andet kendetegnet ved et udbytteløft på 5-7 procent, der potentielt kommer med næste generation af sorter, lyder det fra ham.
Tidligere har produktionen af ærter været hæmmet af det såkaldte ærtesygekompleks, men også det, er der råd for.

- Der begynder at komme nogle resistenser og noget ind, som gør, at vi kan holde et fornuftigt udbytte over år i ærter. Det er ikke sådan, vi skal til at have ærter hver anden eller tredje år, det er ikke der vi er, men der kommer bedre resistens over for ærtesyge, siger Kenneth Weber Søbye.

Læs også