Hos Fischers Landbrug udenfor Kalundborg på Vestsjælland står der hundredvis af rundballer bundet og pakket ind med Case IH RB 545’s foliebindingssytem.

De resterende baller har nu stået i over 9 måneder. Og tager man et kig på dem, er ikke meget ændret med tiden.

- Det er et sundt tegn, når ballerne stort set ikke har ændret form, siden de blev stablet tilbage i maj 2018. Derudover er det utroligt nemt at pakke »madpakken« ud. Vi skærer lige hatten af, vender ballen om og trækker det sidste folie af, forklarer gårdejer Steen Fischer.

- Sæsonen står for døren, og vi opfordrer interesserede kunder til at henvende sig til deres lokale Case IH forhandler og forlange en demonstration af RB 545-presseren

Niels Petersen, høstansvarlig hos Case IH

Han pointerer, at hvis der havde været net omkring ballen, så havde det været noget sværere at pakke ballen ud, for græs og net har det med at hænge sammen.

- Med folie er der ikke noget græs, som hænger i, det kræver ikke mange kræfter af tage af og så er der ingen sortering. Det kan bare ikke være nemmere. Kvaliteten på ensilagen er bare i top, helt rigtige snittelængde og det dufter jo godt, bemærker han.

Spar wrapfolie

Høstansvarlig hos Case IH, Niels Petersen, tilføjer, at med foliebinding giver det mulighed for at spare på wrapfolie.

- Når vi binder med net, lægger vi meget typisk otte lag folie på ballen, men med foliebinding er der mulighed for at gå ned i antal lag.

- De baller, vi har stående, er wrappet med både 6 og 7 lag wrap, og vi kan faktisk ikke se forskel på kvaliteten, bemærker Steen Fischer.

- Når der i forvejen er to lag folie på ballen, når ballen forlader kammeret, så kunne man teoretisk set godt nøjes med 6 lag wrap, og dermed ende på de 8 lag, som vi er vant til, når vi binder med net. På den måde kan vi også spare penge på wrap, forklarer Niels Petersen.

Spar 5-8 kroner pr. balle

Han vurderer, at det ligger mellem 5 og 8 kroner i besparelse pr. balle - alt efter forhold og priser på wrap.

En anden væsentlig faktor, som er interessant ved foliebinding, er, at kapaciteten på presseren stiger.

- Den reelle kapacitet på en Case IH RB 545 under danske markforhold ligger på 40-45 baller i timen med 8 lag wrap. Går vi ned på 6 lag wrap, ligger tallet på 50-55 baller i timen, forklarer Niels Petersen.

Se godt bagud

Case IH’s RB 545 presser har fast kammer og laver baller med 125 cm i diameter.

- Da Case IH udviklede RB 545 presseren var der selvfølgelig meget fokus på at gøre den så brugervenlig som muligt. Det har resulteret i flere opdateringer, som alle brugere af RB 545 i dag kommentere meget positivt.

Blandt andet kan presseren betjenes via en hvilken som helst traktor som har ISO Bus, og som standard følger der også ISO Bus-touch skærm med. Hvis ikke traktoren har ISO Bus, så er det stadig »plug and play«.

- Kamera kit er for øvrigt også standard - det er rart at se, hvad der foregå bagved, bemærker Niels Petersen.

Drop floor er standard

Presseren er desuden som standard udstyret med »drop floor« under indmadningsrotoren.

- Så hvis der skulle opstå en blokering, kan hele knivbunden sænkes, og presseren startes op igen. På danske enheder er det endda standard med rotorfrakobling også. På den måde kan man kom ud af enhver kedelig situation, påpeger Niels Petersen.

Presseren er bygget med valser ophængt i glidelejer. Noget som ifølge Case IH betyder færre omkostninger til vedligehold. Samtidig kræver RB 545 presseren ikke en stor traktor foran. 150 hk er kravet.

Tilbyder operationel leasing

På det seneste har Case IH arbejdet med at tilbyde RB 545 presseren i en løsning med operationel leasing.

- Der er både maskinstationer og landmænd, som har ønsket at se på denne løsning, og vi kan se, at prisen pr. balle ender på mellem 19 og 23 kroner pr. balle alt efter antal pr. år, siger Niels Petersen og kommer med en kontant opfordring:

- Sæsonen står for døren, og vi opfordrer interesserede kunder til at henvende sig til deres lokale Case IH forhandler og forlange en demonstration af RB 545-presseren.

Kvæg