Dansk storfarm har mistet halv milliard i Kina

Der har ikke været meget aktivitet hos Scandinavian Farm Invests svineproduktion i 2020. Og det kan ses på regnskabet. Arkivfoto
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Det danskejede landbrugsselskab Scandinavian Farms Invest, der driver svineproduktion i Kina, har været hårdt ramt økonomisk, og nu melder virksomheden påny om røde tal i regnskabet.
Det skriver Finans.dk. Bundlinjen viste for 2020 et underskud på 98 millioner, og det er tredje år i træk, at pengene fosser ud af kassen hos Scandinavian Farms Invest. Samlet set har virksomheden i den periode haft et underskud på en halv milliard.
Grunden til de store underskud skal findes i flere forskellige sygdomme, men ikke mindst afrikansk svinepest. På grund af ASF besluttede Scandinavian Farms Invest at slå hele deres besætning ned. Dermed har selskabet stort set ingen aktiviteter haft i 2020, og selskabet har nu en negativ egenkapital på 229 millioner kroner.
Der kan dog anes et lille lys for enden af tunnelen for selskabet. I en prognose fra FAO og OECD forventes svineproduktionen i Kina at være oppe på fuld styrke i løbet af de kommende år, og samtidig er noteringen for slagtesvin i Kina stadig på et højt niveau. Investorerne bag selskabet, der blandt andet tæller Sønderborg Korn og Thoraso, er klar til at få produktionen af slagtesvin op i omdrejninger igen.
- Årets resultat er negativt præget af eftervirkningerne af sygdomsudbruddet og den heraf følgende sanering af besætningen, men også positivt af retableringen af besætningen, der er forløbet planmæssigt, skriver selskabets ledelse i sin beretning.
For 2021-regnskabet forventer Scandinavian Farm Invest et positivt resultat.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.







































