Vejret i marts
Statistik fra DMI giver et tilbageblik på marts, der var ganske varm for årstiden og bød på rekordmeget nedbør.

Med en middeltemperatur på 5,4 grader på landsplan var marts i år markant varmere, end man normalt oplever i årets første forårsmåned. Normalen for perioden 1961-1990 er således 2,1 grader, mens gennemsnittet for årene 2006-2015 er 3,5 grader.
Den forgangne måned var også den sjettevarmeste marts – sammen med marts 1989 – siden de landsdækkende temperaturmåleringer begyndte i 1874.
Rekorden for varmeste marts er fra 2007 og 1990, der begge i gennemsnit sluttede på 6,1 grader. Den koldeste marts er omvendt fra 1942, som havnede på -3,5 grader.
Den højeste temperatur i marts 2019 var 16,7 grader, der blev målt i København den 30. marts, og månedens laveste temperatur var -5,5 grader, der den 11. marts blev registreret på Djursland.
Set for hele måneden var det med et gennemsnit på 5,7 grader generelt varmest i Syd- og Sønderjylland, mens Bornholm var koldest med 4,7 grader i snit.
Nedbør
Der faldt i gennemsnit 106 millimeter nedbør ud over landet i marts 2019, som dermed blev historisk våd. Aldrig tidligere (siden de landsdækkende nedbørmålinger startede i 1874) er der kommet så meget nedbør i årets første forårsmåned.
Samtidig var det bemærkelsesværdigt, at stort set al nedbøren kom i den første halvdel af måneden, og den tidligere rekord – 100 millimeter i 1978 – blev således allerede slået godt midtvejs i marts, der også bød på mere end dobbelt så meget nedbør som normalt for måneden.
Det var nemlig 130 procent (60 millimeter) over normalen på 46 millimeter for perioden 1961-1990 og hele 165 procent (66 millimeter) over gennemsnittet på 40 millimeter for 2006-2015.
De tørreste marts-måneder er fra 1918 og 1969, hvor der begge år blot faldt 7 millimeter nedbør for måneden som helhed.
I marts i år kom der mest nedbør i Midt- og Vestjylland, hvor der i gennemsnit faldt 124 millimeter, mens der med 84 millimeter i snit kom mindst over Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster.
Soltimer
I gennemsnit var der 119 soltimer over landet i marts 2019, hvilket er 9 timer over normalen for 1961-1990 på 110 timer. Derimod er der et underskud på 27 timer sammenlignet med perioden 2006-2015, hvor der i gennemsnit var 146 soltimer.
Rekorden er fra marts 1943 med 200 soltimer, mens bundrekorden lydende på 50 soltimer er fra marts 1963.
Mest sol var der i den forgangne måned over Nordjylland med 135 timer i gennemsnit, mens Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster fik mindst med 106 timer i snit.
Kilde: DMI og det er baseret på de landsdækkende temperatur- og nedbørmålinger, der er blevet foretaget siden 1874, og på de landsdækkende soltimemålinger, som startede i 1920.
Døgnmiddeltemperatur i gennemsnit: 5,4 grader
Nedbør i gennemsnit: 106 millimeter
Højeste og laveste temperatur
16,7 grader i København den 30. marts
-5,5 grader på Djursland den 11. marts