FUGLEINFLUENZA Prøver fra Statens Serum Institut har vist, at en hobbybesætning ved Jelling nær Vejle er ramt af den smitsomme fugleinfluenza H5N8. Udbruddet kommer efter, at der i november blev fundet fugleinfluenza i vilde fugle flere steder i landet og i en besætning ved Randers.

- Fugleinfluenza medfører både sygdom og en høj dødelighed blandt vildfugle og tamfugle, forklarer veterinærchef i Fødevarestyrelsen Birgit Hendriksen.

Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen står nu sammen for aflivning af alle dyr i fjerkræbesætningen, der er konsekvensen efter fundet af den smitsomme sygdom. Der er tillige etableret zoner – på henholdsvis tre og ti kilometer – rundt om den smittede farm, hvor fjerkræbesætninger vil blive underlagt særlige restriktioner.

- Vi afliver den smittede besætning for at forebygge smittespredning og opfordrer også fjerkræavlere i hele landet til at tage alle nødvendige forholdsregler. Det er blandt andet vigtigt, at de beskytter deres fjerkræ mod vilde fugle med overdækning og tag, understreger Birgit Hendriksen.

I zonen på tre kilometer er der blandt andet krav om, at ejere af hobbyfjerkræ og fugle registrerer deres dyr på landbrugsindberetning.dk. Formålet er særligt at sikre tæt overvågning, så Fødevarestyrelsen kan reagere hurtigt på nye udbrud tæt på.

Flytteforbud i zoner

Zonebegrænsningerne betyder blandt andet, at det i en periode bliver forbudt at sælge æg eller flytte æg, kyllinger, høns og andre fugle til eller fra ejendomme uden tilladelse fra Fødevarestyrelsen.

Ejere og besøgende, der kommer i hønsegårdene skal rense og desinficere fodtøj, så de ikke bringer smitte rundt, og ejere har pligt til at forebygge smittespredning.

Hvis der ikke kommer nye udbrud i området, kan zone-beskyttelsen tidligst blive ophævet om 30 dage.

Mens fugleinfluenza er meget alvorlig for fugle, er der ikke rapporteret om smitte til mennesker med de typer fugleinfluenza, der i øjeblikket cirkulerer i fugle i Europa, herunder H5N8.

I øjeblikket indsamles og testes fugle fra hele landet.

db

Business