Danish Crown går for alvor ad plantevejen

I løbet af januar vil forbrugerne møde en ny plantebaseret produktserie med otte produkter under Danish Crowns brand »Den Grønne Slagter«. 
 
- Når vi går nye veje, er det helt afgørende for os at have produkter klar, der både smager godt og som forbrugerne let kan tilberede. De produkter har vi nu, og som en af Danmarks absolut største leverandører af fødevarer vil vi gerne være med til at udvikle udbuddet af plantebaserede produkter. Vi tror på en stigende efterspørgsel efter alternative proteiner i de kommende år, så de produkter der rammer markedet nu, er vores første lille skridt ind på det marked, siger Jais Valeur, Group CEO i Danish Crown.


 
Produktserien består både af færdigretter og komponenter til måltiderne. Fælles for alle otte produkter er, at de er lette for forbrugerne at tilberede, der er arbejdet målrettet med smagsoplevelsen, og så er produkterne fremstillet uden soja med enten nordiske eller økologiske grøntsager som hovedingrediens.
 
I forbrugerundersøgelser svarer mere end hver tredje dansker, at de inden for det sidste år har skåret ned på deres kødforbrug, og to ud af tre danskere har et ønske at spise mere klimavenligt.
 
Danish Crown vurderer, at der på kort og mellemlangt sigt vil være et marked for op til 500.000 kødfrie måltider om ugen i Danmark. På den baggrund er det Danish Crowns mål at nå en omsætning i det plantebaserede segment på et større tocifret millionbeløb allerede i 2022.

Læs også