Danish Agro klar med ærter og grynhavre
Grovvarekoncernen tilbyder nye afgrøder i den forestående sæson. Samtidig er arealerne med konceptavl af korn tæt ved at være fuldtegnet, lød det på regionsmødet.

Markedsdirektør for Region Øst, Christian Hjerpsted, præsenterede flere nyheder til den kommende sæson for de 100 medlemmer, som deltog i Danish Agros regionsmøde i Odense.
Danish Agro giver mulighed for dyrkning af nye spændende sædskifteafgrøder i den forestående sæson. Således tilbydes en større produktion af ærter til modenhed – til anvendelse som protein i dyrefoder. Blandt andet bruges der fremadrettet ærter i stedet for sojaskrå i kyllingefoderet, som fremstilles på fabrikken i Skamby.
Tillige har grovvarekoncernen tegnet aftale om 21.000 tons grynhavre til – som navnet siger – produktion af havregryn.
- Til denne sæson er vi dermed fuldtegnet af grynhavre. En nøjsom afgrøde, der er en god forfrugt til hvede, fortalte markedsdirektør i region øst, Christian Hjerpsted, de godt 100 medlemmer, som forleden deltog i Danish Agros regionsmøde i Odense Congress Center.
Hans råd var i den forbindelse, at så havren tidligt og ligeså snart, der forhåbentligt kan køres på markerne.
- Også gerne før vårbyggen. Det giver det bedste havreudbytte, pointerede han.
Mere konceptavl
Generelt animerer Danish Agro til mere konceptavl fremfor foderkorn på markerne.
- Derfor kan vi glæde os over, at ordrebøgerne er tæt på at være lukket for konceptaftalerne for næste sæson, lød det fra Christian Hjerpsted, der på mødet gennemgik sortsudvalget.
- Ikke mindst ser vi frem til udbytterne i vor topsort i hvede, Informer.
Om planteværnsituationen nævnte regionsdirektøren, at ikke mindre end 400 midler er under revurdering. Derfor ventes nogle at blive forbudt til den kommende sæson.
Flere og flere kunder benytter sig af onlinebestilling og direkte levering, og derfor inddrages bilerne fra Hatting, som dagligt kører intenst på landevejene, i stigende grad til leverancer af planteværn. Dog vil det fortsat være muligt at afhente midler på de helårsåbne afdelinger i Skamby og Kværndrup. Danish Agros øvrige fynske afdelinger, i henholdsvis Ørsted, Otterup, Nr. Søby og Rudkøbing er alle sæsonåbne.
Ny struktur
Årets i alt seks regionsmøder landet over var uden valghandling. I forbindelse med den nye folkevalgte struktur i Danish Agro Amba er etableret en delegeretforsamling med 43 medlemmer, som alle blev valgt ved ekstraordinære regionsmøder i efteråret.
De delegerede valgte på generalforsamlingen først i marts en bestyrelse, nu på seks medlemmer som en medarbejderrepræsentant. Fra Fyn er mælkeproducent Søren Dyssemark Knudsen, Bårdesø, medlem af Danish Agro-bestyrelsen.
- Der er alsidig repræsentation af alle driftsgrene og landsdele, og især er kontinuiteten vægtet godt, påpegede Jørgen H. Mikkelsen, da han gennemgik strukturen overfor de fynske medlemmer ved regionsmødet.
Sammen med koncernchef Henning Haahr præsenterede han Danish Agro-regnskabet for 2019, der både blev betegnet som tilfredsstillende men også udfordrende. Således steg omsætningen med syv procent til 35,3 milliarder kroner, mens resultatet efter skat var 402 millioner mod 447 millioner kroner året før. Blandt andet påvirkede en gammel tysk kartelsag, før Danish Agros opkøb af det pågældende selskab, med 71 millioner kroner negativt på bundlinjen.
Efter skatten og andelene til minoritetsaktionærerne i Danish Agros mange selskaber er betalt, er der 140 millioner kroner tilbage, hvorfra er vedtægtsbestemt, at 25 procent af overskuddet kan deklareres til de i alt godt 9.000 medlemmernes konti. Det vil sige 35 millioner kroner.