Historien om Nationalpark Kongernes Nordsjælland begyndte den 26. februar 2004, da pilotprojektet skydes i gang af daværende miljøminister Hans Christian Schmidt (V). En styregruppe bestående af de fem borgmestre i de fem kommuner samt repræsentanter fra interesseorganisationer, herunder Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet og landbrugsorganisationer bliver sat til at styre slaget. De skal sørge for borgerinddragelse og derudfra udarbejde et forslag til en nationalpark både i forhold til afgrænsning og indhold.  

Det første forslag kommer i november 2005, hvor Nordsjællands Landboforening og Sjællandske Familielandbrug er imod. Effektivt Landbrug har uafhængigt af hinanden spurgt tre forskellige borgmestre, hvordan de oplevede processen frem til et endelig enigt vedtaget forslag i 2017. I perioden fra 2009-2014 stod styregruppens arbejde forholdsvis stille, da forligslisten på Christiansborg var ved at ændre processen for parken.  

De tre borgmestre er udvalgt, så de hver især repræsenterer en periode. Helsingørs borgmestre har siden 2004 været formænd for styregruppen, da det er den største kommune med flest indbyggere i parken. For ikke udelukkende at fortælle historien fra Helsingørs udgangspunkt er en af borgmestrene fra en anden kommune.

Starten: Ballade og vetoret

Per Tærsbøl var borgmester i Helsingør Kommune i perioden 1994-2009 for Konservative. Han var også den første formand for styregruppen, hvilket han var fra 2004-2009.

Han husker startfasen og årene op til 2009 som lidt af en slagmark med mange forskellige intentioner for en park. 

- Jeg havde slet ikke interesseret mig for en park, før jeg blev formand – og det blev godt nok en meget interessant proces. Vi var en masse interessenter, som holdt første møde på Esrum Kloster. Her rejste alle sig op og ville nedlægge veto, husker Per Tærsbøl og uddyber:

- Jeg måtte rejse mig og sige: »Ved I hvad, sådan foregår det ikke her. Her er det flertallet, der bestemmer«.

Lodsejere var imod

Han husker især, at Danmarks Naturfredningsforening og lodsejerne var i strid med hinanden om en park.

- Vi prøvede at sige til lodsejerne, at det kunne ske på frivillig basis henad vejen, men vi måtte i gang på en eller anden måde, men de ville ikke. Vi er først kommet på bølgelængde her til sidst.

- Vi kunne have været i gang for lang tid siden, men der var så mange særinteresser på alle sider. Alle stod stejlt på deres. Men vi politikere prøvede virkelig at finde en pragmatisk løsning.

Læs også: Landboforening: - De havde ikke talt med lodsejerne

Mellemperioden: Parken var til alles bedste

Kirsten Jensen var socialdemokratisk borgmester i Hillerød Kommune i perioden 2007-2014.

Hun husker perioden for en masse forskellige kort både i forhold til afgræsning, men også lokale initiativer og lodsejermodstanden. 

- Først kom et forslag, som var kraftigt understøttet af borgerne, og det var meget omfattende. Der var en kæmpe interesse fra borgenes side i en park. Så fik vi at vide fra forligskredsen, at det var for stort. Så havde vi et, der var lille. Så måtte vi finde en mellemting, siger hun og tilføjer:

- Det var næsten som et eventyr, hvor vi bare mangler Guldlok og de tre små bjørne.

Oprør fra borgen

Efter de mange kort, får styregruppen at vide, at Forligskredsen i folketinget er gået i tænkeboks over parken. De kommer som bekendt frem til, at de ikke ville bestemme over de privates jord.

- Forligskredsen bestemmer sig for at starte processen forfra, hvor man første gang går ud og taler med lodsejerne. Det var her, man lavede de berømte køkkenbordsmøder, og de gik i gang lige, da jeg stoppede som borgmester, forklarer Kirsten Jensen.

Afgørende lodsejere

Hun forklarer, at lodsejernes modstand ender med at blive styrende for hele processen.

- Vi blev ved med at tale om, hvad vilkårene var inden- og udenfor parkgrænsen. Men miljølove og landbrugslove gælder uanset hvad, hvor nationalparklovgivningen naturligvis gælder indenfor parkgrænsen, siger hun og tilføjer:

- Vi stillede os hele tiden spørgsmålet: »Hvorfor er lodsejerne så meget imod det her projekt?« Hvor vi andre så det som noget entydigt godt, så så de kun risici.

Hun forklarer, at tankegangen i starten rigtig nok var, at hvis de privatejede arealer forbandt statens jord, så skulle de automatisk være med i en park. Netop fordi man som udgangspunktet ikke så det som en ulempe for landmændene.

- Jeg blev bekymret over den frivillige proces, for jeg tænkte, at nu bliver vi måske aldrig færdige. Men det gav en lettelse blandt landmændene og vendte stemningen.

Intet belæg

- Jeg synes ikke, at der var belæg for landmændenes modstand i forhold til lovgivningen, fordi det står klart, at aktiviteterne i parken foregår på frivillig basis, og fordi man via parken også nemmere kan søge penge til projekter.  

- Det blev en meget kompliceret proces, men nu er vi forhåbentligt nået til en park, som alle er glade for og vi kan gøre større henad vejen.

Dialogfasen: Vi rakte ud til lodsejere

Benedikte Kiær var borgmester for Konservative i Helsingør Kommune fra 2014-2017. Hun har også indtil nu siddet som formand for styregruppen siden 2014.  

Hun er en af hovedkræfterne, da styregruppen beslutter at iværksætte køkkenbordsmøder i 2014.

- Det var en måde at række ud til lodsejerne og besvare alle deres spørgsmål om en fremtidig nationalpark på. På den måde kunne alle være sikre på, at de vidste hvad de sagde ja eller nej til, siger Benedikte Kiær til Effektivt Landbrug.

Hun påpeger, at frivillige aftaler ikke har været et krav fra forligskredsen på Christiansborg. Men at modstanden mod nationalparken betød, at forligskredsen ville give Nationalpark Kongernes Nordsjælland endnu en chance.

- Det fremgik af brevet december 2012, hvorefter kommunerne aftalte med landbrugsorganisationerne, at der skulle være frivillige aftaler.
Tvivlende lodsejere

Benedikte Kiær understreger, at nationalparken blev et kæmpe arbejde, da mange lodsejere, har været i tvivl om lovgivning eller de fordele, der kan være ved at være en del af nationalparken.

- I kommunerne blev vi enige om, at møderne kunne bringe kommune og lodsejere tættere på hinanden, hvilket også ville give forståelse og god opbakning til handling og udvikling, når parken blev vedtaget, og vi skulle have arbejdshandskerne på.

I dag er hun glad for, at parken beror på frivillige aftaler.

- Efter en lang proces er jeg glad for, at nationalparken er baseret på frivillighed, og at vi nu har så mange organisationer og enkeltpersoner, som glæder sig til at være en del af og udvikle nationalparken til at blive større og mere sammenhængende.