For at sikre det optimale plantetal ved såning af majs, er der en række forhold, man skal være opmærksom på.

- Først og fremmest, skal man kun bestille frø, der er koldtestet, det vil sige, at mindst 87 procent af frøene skal spire frem med store livskraftige spirer, forklarer landskonsulent i Grovfoder Martin Mikkelsen på Landbrugsinfo.

Han råder til, at overgemt frø ligeledes bør ledsages af en ny koldtest, udført efter 1. januar i indeværende sæson.

- Plomberingsmåned og -år står på den blå mærkeseddel. Tjek forseglingstidspunktet ved modtagelsen af frøet.

Under revurdering i EU

Har man problemer med råger, krager og andre fugle, skal man ifølge konsulenten huske at anvende frø, som også er bejdset med Mesurol, der gør frøene mindre attraktive for fugle.

- Ved håndtering af Mesurol-bejdsede frø skal anvendes maske, handsker og beskyttelsesdragt. Kvinder i den fødedygtige alder må ikke komme i kontakt med Mesurol-bejdsede frø, det vil sige, at de heller ikke må så eller fylde såmaskinen med Mesurol-bejdsede frø. Sidstnævnte er en skærpelse, som for nylig er tilføjet.

- Mesurol er under revurdering i EU, og firmaet forventer ikke en genregistrering, siger Martin Mikkelsen og foreslå, at man tager et billede eller gemmer en mærkseddel fra frøpakningen med partinummer fra hver af de udsåede sorter og frøpartier, også hvis frøene sås af maskinstation.

- Her står alle oplysninger om sortsnavn, partinummer og plomberingsdato, samt om udsæden er bejdset. Oplysninger der er helt nødvendige, hvis der opstår problemer med fremspiringen, siger han.

Optimale plantetal

De optimale plantetal til helsæd, kolbemajs og kernemajs er forskellige alt efter hvilke forhold, de bliver budt.

I middelgode til gode forhold, for eksempel tidlig såning på milde jordtyper i kystnære områder i Sydjylland og på Øerne anbefales 10 planter pr. kvadratmeter til majshelsæd til foder og 110.000 frø pr. hektar ved en markspiring på 90 procent for tidlige og middeltidlige sorter.

For sildige sorter anbefales ni planter pr. kvadratmeter og 100.000 frø pr. hektar. Under køligere forhold, tørre forhold samt for sent sået majs, for eksempel i Midt-og Nordjylland, samt på de tungere jordtyper midt på Fyn, samt Midtsjælland og Midtbornholm nedsættes antal frø til 100.000 og planter pr. kvadratmeter til ni ved de tidlige og middeltidlige sorter og til 90.000 og otte ved de sildige sorter.

Også kolbe- og kernemajs reguleres efter markens geografiske placering og nedsættes fra 100.000 frø pr. hektar og ni planter pr. kvadratmeter under middelgode til gode forhold til 90.000 frø og otte planter ved køligere placering.

- Udsædsmængderne gælder for rettidigt sået majs. Udsættes såningen, bør udsædsmængden reduceres. Ved såning midt i maj bør udsædsmængden reduceres med 10 procent, siger Martin Mikkelsen.

Så sorterne hver for sig

Både til helsæd, kolbemajs og kernemajs er det en god idé at vælge to eller tre majssorter. Det stabiliserer udbyttet og til helsæd også kvaliteten. Desuden begrænser det skaden, hvis det skulle ske, at man får et parti frø med lav spireenergi.

- Vi anbefaler at så sorterne i hver sin del af marken eller i hver sin mark. Blanding af sorter gør det vanskeligt at finde de enkelte sorter, hvis der skulle opstå problemer med fremspiringen af en sort, lyder det fra landskonsulenten.

Til helsæd giver blanding af sorter både et mindre udbytte og en dårligere kvalitet. Hvis man ønsker sorterne sået i striber, skal der som minimum sås otte rækker af samme sort sammen.

Til kolbemajs og kernemajs skal sorterne sås hver for sig for at sikre en ensartet modning.

hl