På LandboNords Planteproduktions- og miljøkonference blev der kigget ind i fremtiden.
- Det har været et år, hvor mange af de ulykker, der kunne indtræffe, indtraf. Tørke, hagl, storm og vand og alt i alt en træls, besværlig og lille høst, mens priserne også begyndte at sive, konstaterede planteformand Hans Christian Holst i sin beretning på LandboNords Planteproduktions- og miljøkonference i Idrætscenter Vendsyssel forleden.
Under overskriften »Vi skal ikke hjem, vi skal videre« så formanden dog ingen grund til at dvæle ved ulykkerne, men i stedet se fremad mod nye spændende muligheder: blandt andet mulighederne for afgrøder til energiproduktion og fortsat fokus på biodiversitet.
- Biodiversitet er et stort emne, og det bliver ikke mindre i fremtiden. Min holdning er dog, at det godt kan gå hånd i hånd med Round Up. Der skal være plads til begge ting, konstaterede Hans Christian Holst.
Det helt store nøgleord i formandens indlæg var dog »data«.
- Danmark går i front, når det kommer til dataindsamling, og det er noget, vi kommer til at kigge rigtig langt ind i fremover, lød det, inden han viste en futuristisk – men 11 år gammel – promoveringsvideo for John Deere Farm Sight, hvor landmanden med morgenkaffen i hånden via diverse skærme, som popper op ud af det blå, får styr på sine marker.
- Da jeg viste den for første gang for omkring ni år siden, var der nogle, der begyndte at snakke om, om ikke ham H.C. var kravlet lige langt nok op, men der er mange af de her ting, der er en del af landbruget i dag, fastslog han, inden han viste et foto fra cockpittet i et F35-kampfly.
- I kender jo også allerede nogle af tingene, som jagerpiloterne arbejder med, fra jeres egne maskiner, konstaterede han og tilføjede en spådom om, at »smart glasses« – briller med skærme og kameraer – også bliver en del af fremtidens landbrug.
Et stort markforsøg
Formandens beretning blev fulgt op af et indlæg om digitale muligheder i dansk landbrug ved LandboNords director, business development, Morten Langgaard.
Her kunne chefkonsulent Søren Greve Olesen blandt andet vise, hvor hurtigt man kan lave et udkast til en ledelsesberetning med kunstig intelligens via ChatGPT, mens Morten Langgaard pegede på, hvordan kunstig intelligens kan hjælpe med automatisk afrapportering og dokumentation blandt andet i forbindelse med diverse ESG-krav, mens lagerstyring også kan blive lettere og benchmarking af priser i realtid kan være med til at hjælpe landmanden til at købe varer til de rigtige priser.
I marken er der også masse af gevinster ved dataindsamling og -deling.
- Med blandt andet DMS og Markdatabasen har vi sindssygt mange data at trække på, som vi kan benchmarke. Her kan vi se, hvad de bedste i Danmark gør og måske tage noget med derfra. Data er med til at give et bedre overblik, inden beslutningerne bliver taget og er med til at optimere måden, vi handler på, fastslog Morten Langgaard, der blev bakket op af Søren Greve Olesen.
- Vi har rigtig meget data, og kan vi få sat ledningerne rigtigt sammen, så kan vi gøre Danmark til ét stort markforsøg, fastslog plantechefen.