Planteavlskonsulenterne hos Djursland Landboforening har nu i flere uger synet korn i jagten på flyvehavren. Når sidste mark er synet, har de sammenlagt fået knap 3.200 hektar i benene.

Landboforeningen oplever, at flyvehavren stadig er et stigende problem på de danske marker, og Landbrugsstyrelsen har i år skærpet tilsynet med gentagende kontroller, hvis den ubudne gæst bliver opdaget af borgere og andre instanser.

Faktisk blev det i 1956 vedtaget ved lov, at vi alle har pligt til at bekæmpe flyvehavren.

En af dem, der syner adskillige hektar, er planteavlskonsulent i Djursland Landboforening, Christina H. Siegumfeldts.

Her på en triticale-mark nær Hornslet skal der kigges 10 hektar igennem, som skal bruges til fremavl.

Christina har sit helt eget system. Hun starter med at tage kanten rundt, og derefter arbejder hun sig igennem marken.

- Det er jo en træningssag. Jeg har synet korn for landboforeningen i to år, men altså, jeg har 15 års erfaring i at luge hjemme på gården, lyder det fra Christina, som fortæller, at selvom hun på de fleste synsdage kommer op over 30.000 skridt, så ligger der for landmanden mange timers lugen inden kontrolbesøget.

Konsulenten traver afsted i vældig fart, mens hun forklarer, at der i år også skal være et øget fokus på sygdomme i kornet og store forekomster af rajgræs, som også er en temmelig uønsket græsart.

Denne dag har den røde tape, som Christina finder frem ved forekomsten af flyvehavre, endnu ikke været oppe af lommen.

- Jeg sætter jo manuelt rødt tape omkring flyvehavren og plotter den ind i FarmTracking, hvis jeg ser den. På den måde kan landmanden selv finde den, men det ser godt ud herude. Der er intet at komme efter, lyder det fra Christina.

teba