Kirsten og Ingvard har drevet landbrug i 50 år

Ingvard Damgaard tvivlede ikke det mindste, da han som ung skulle vælge karriere. For ham var det ikke noget valg, men en selvfølge og en lyst, at han efter soldatertiden skulle på landbrugsskole. Her forinden havde han været ansat på flere gårde nær hjemstavnen Mors og sågar en enkelt på Sjælland.

Efter endt landmandsuddannelse ville han i 1967 til Amerika, hvor hans onkel havde et gartneri i Chicago.

- Jeg spurgte på landbrugsskolen om der var mulighed for, at jeg kunne lære lidt sprog inden jeg skulle afsted, men det var der ikke. Men så var der en lærer, som kunne engelsk og der fik jeg privatundervisning, som jeg betalte ham for, husker Ingvard Damgaard.

På gartneriet i Chicago hjalp Ingvard med at lave rullegræs og flytte træer. For amerikanerne kunne ikke vente på at græsset kom op og træerne voksede sig store, så de købte færdiggræs og store voksne træer.

- Der kommer mange voldsomme regnskyl, så de kunne slet ikke så græsfrø, for de ville skylle væk. Så var det nemmere med færdiggræs, som blot skulle have lidt gødning og en vandingsmaskine, fortæller Ingvard Damgaard.

En pige og et hav af oplevelser rigere

Da de to år i USA var slut medbragte Ingvard Damgaard mere end blot sin kuffert på turen hjem. Han havde nemlig mødt den unge Aars-pige Kirsten, som havde arbejdet to år i Chicago som au pair. De to rejste sammen på en uforglemmelig hjemtur. Ti dage på hav, hvor søsygen allerede indtraf inden de var kommet ud af New Yorks havn.

Hjemme i Danmark begyndte de sammen jagten på en ejendom, hvor de kunne starte et landmandsliv.

Mors blev kæmmet for muligheder, men priserne var høje. Tilfældigt mødte Ingvard en ejendomsmægler fra Skive, som hurtigt viste dem Højvanggaard ved Ranum midt mellem Rønbjerg og Næsby i Vesthimmerland.

- Den var udstykket fra Næsbygaard som Kirstens bedstefar havde haft ad to omgange, så Kirstens far fortalte at jorden var god på stedet, fortæller Ingvard Damgaard. Også Kirsten faldt for stedet. Dengang ikke fordi ejendommen kun ligger et stenkast fra Limfjorden, men mere fordi beliggenheden alligevel var tættere på barndomsstavnen Aars, end hvis det unge par havde fundet en ejendom på Mors.

Voldsom pris for ejendom

Den 20. februar 1969 fik parret nøglerne til en ejendom med 20 røde køer, 15 søer og 27 hektar jord.

Højvanggaard var blevet handlet i 1959 til 200.000 kroner og igen i 1964 til 350.000 kroner.

- Vi gav 500.000 kroner i 1969. Det er ingenting i dag, men dengang var det en voldsom pris, husker Ingvard Damgaard, som også oplevede kreditforeningen stå undrende overfor ejendommens pris.

Ingvard Damgaard havde selv sparet 70.000 kroner sammen og kreditforeningen ville give, så parret havde 250.000 kroner.

- Jeg gik ned i min egen bank på Mors og spurgte om jeg kunne låne resten hos dem, men de ville ikke låne penge ud til mig fordi ejendommen ikke lå på Mors, siger Ingvard Damgaard, som måtte i endnu en bank før lånet blev en realitet, plus en kassekredit på 10.000 kroner.

Afregningspriserne fik et hak op

Parret måtte have lidt møbler til deres store nye hjem.

En møbelhandler fik ondt af dem og lavede en handlen noget under, hvad møblerne normalt ville koste. Samtidig fik de også møbelhandlerens egen brugte sofa med. Og selv 50 år efter står det stadig lysende klart for både Kirsten og Ingvard Damgaard, hvad møbelhandleren sagde til det nyetablerede unge par.

- I skal have held i sprøjte, hvis det skal lykkes!

Parret fik 33 øre for en liter mælk og 300 kroner for et slagtesvin, men med et medlemskab i EF i 1972 hjalp det gevaldigt på afregningspriserne.

Det betød at parret samme år kunne bygge til og få plads til 40 køer. Efter mælkekvotens indtog i 1984 var parret i en årrække låst for at kunne udvide besætningen.

Køerne bliver sat ud

I 1993 købte parret Elkangaard, midt mellem Ranum og Rønbjerg, hvorpå de bor i dag.

Det var dengang en tom ejendom med 62 hektar jord, hvor der medfulgte lidt mælkekvote så parret kunne udvide besætningen på Højvanggaard fra 40 til 95 køer samme år.

Sønnerne Albert og Ulrik, som var kommet til i 1971 og 1973, voksede op med landbrug og i 90´erne stod det mere og mere klart; Albert ville rigtig gerne ind i erhvervet og Ulrik ville ikke.

- Vi tvang faktisk Albert på handelsskole, for det kunne jo være han fik interesse for noget andet, smiler Kirsten. Men det gjorde han ikke og i 2002 var han medvirkende til, at køerne blev sat ud, da hans interesse lå og stadig ligger ved grisene. Samtidig gjorde de to naboer, Limfjorden og et sommerhusområde, mulighederne for at udvide kvægbesætningen på Højvanggaard små.

Far og søn arbejder sammen

Bygningerne på Elkangaard blev stort set alle væltet og nye svinestalde bygget op, samtidig fik sønnen Albert etableret sig som svineproducent med base i Munksjørup.

I dag arbejder far og søn tæt sammen.

Kirsten og Ingvard Damgaard ejer stadig Højvanggaard og Elkangaard, stalde som Albert lejer til sine grise. Samtidig driver Albert og Ingvar tilsammen 900 hektar jord.

- Det er Albert, der har ansvaret for grisene og så står jeg for marken, fortæller Ingvard.

Der er 13-14 mand ansat til at passe grise og Ingvar har to mand til at hjælpe sig i marken.

Ingvard hjælper i stalden hver mandag, når der skal leveres grise.

Man kan sove når man bliver gammel

Selvom Ingvard Damgaard er blevet 74 år gammel, er en arbejdsdag på både 12 og 14 timer ikke ualmindelig.

- Men så kan jeg jo slappe lidt af om vinteren, fortæller han, som også kun kan grine, når medarbejderne en sen aftentime i høst begynder at pylre lidt over, at de er trætte.

- Jeg siger, at de kan sove, når de bliver gamle, og så griner de, siger Ingvard Damgaard.

For ham har landbruget altid været meget mere end et arbejde. Et liv der startede med heste i marken og høst med en le til i dag 10 traktorer, hvor man skal kigge længe efter en uden moderne teknologi og computerskærme. Alt sammen noget Ingvard Damgaard sætter sig ind i med en sikkerhed om, at der i fremtiden kommer endnu mere teknologi ind i dansk landbrug.