Det handler om livskvalitet, når Irene og Erik Rasmussen igen og igen tager imod unge mennesker på deres landbrug ved Uggerby i Vendsyssel. De unge får et afbræk fra hverdagen og Irene og Erik får en sjovere og mere meningsfyldt hverdag.
- Jeg tror, du skal skrive Uggerby, hvis der er nogen der skal have en chance for at vide, hvor vi er, fortæller mælkeproducent Erik Rasmussen, som bor sammen med Irene Rasmussen på gården Håbet. Vi er i den nordlige del af Vendsyssel lige uden for byskiltet med bynavnet Skeen.
Familien, som også tæller sønnen Andreas, har vundet Familielandbrugets initiativpris og er gået fra at være ukendt for mange, til nu at have været medvirkende i flere aviser for deres ekstraordinære arbejde med unge mennesker.
For Irene og Erik er ordet »ekstraordinær« lige at tage munden for fuld i den måske mere beskedne del af landet. For dem er livet med elever og praktikanter dagligdag og handler i bund og grund ret simpelt om, at give de unge mennesker en god hverdag.
Familielandbrugets initiativpris
Irene og Erik er glade for at have modtaget Familielandbrugets initiativpris, som måske ved nomineringen ikke handlede så meget om de unge, som det senere er kommet til. Og selvom prisen er en anerkendelse, er det der betyder allermest for familien på Håbet, alt det de får igen af de mange unge mennesker, som hvert eneste år er en del af familien i en uge, 14 dage eller længere tid, enten som elever eller praktikanter, alt sammen uden at der er økonomi indblandet.
- Det er livskvalitet, siger Erik og banker sig selv et par gange på brystet og bliver rørt ved tanken om, hvilken betydning de alle sammen har og har haft for hans dagligdag med 75 køer i løsdrift, malkerobot og 130 hektar jord.
- Jamen de er simpelthen så søde alle sammen, det er de, siger Erik, som er taknemmelig for, at kunne gøre en forskel.
Elever og praktikanter
Irene og Erik Rasmussen overtog ejendommen i fri handel i 1994. Dengang med 40 køer i bindestald og 32 hektar jord til og ret hurtigt blev de aflastningsfamilie og senere plejefamilie. De seneste 10 år har blandt andet folkeskoler og produktionsskoler ringet, når de har haft et ungt menneske, som for eksempel gerne vil en uge eller 14 dage i praktik eller unge, som er kørt træt i skolelivet.
Nogle bruger ordene, at de unge har »særlige behov«, men det udtryk ønsker familien Rasmussen ikke at bruge.
- Har man særlige behov, hvis man er skoletræt? Det har man da ikke, eller har man? Jeg ved det ikke, siger Erik, som synes »særlige behov« klinger lidt negativt.
- Lige nu har vi en skoledreng og en praktikant, som er her hver tirsdag. Han er skoletræt og bruger dagen her som et afbræk fra skolen. Han har selv fortalt, at det er den her ene dag om ugen, som gør, at han kan overskue resten af ugen og det er jo fantastisk, at vi kan være med til at gøre den forskel, siger Irene.
Kan ikke sige nej
De unge møder klokken 9 og har fri klokken 17.
- Vi har aldrig nogen, der kommer for sent. Det tror jeg nærmest aldrig, vi har prøvet. Tværtimod er de her genre et kvarter før, siger Erik med et smil.
Eleverne og praktikanterne er med til alt det daglige arbejde i stalden og i marken, og det er ikke så sjældent endda at telefonen ringer, og personen i den anden ende af røret spørger Erik, om han har lyst til endnu en elev eller praktikant.
- Jeg kan ikke sige nej, for jeg elsker det jo. Dermed kan der godt være perioder, hvor vi ikke har elever eller praktikanter og andre perioder kan der være flere, det er forskelligt, forklarer Erik.
Indgå i et fællesskab
En ejendom med 75 køer passer perfekt til, at der er tid og ro til de unge.
For Erik handler hverdagen med eleverne og praktikanterne i høj grad om, at give noget af det videre han selv fik i sin egen ungdom.
- Jeg har altid haft det godt derhjemme, men at komme ud og arbejde på landet og føle, man blev en del af den familie, det tænker jeg tilbage på hver eneste dag. At der var nogen der havde tid og ressourcer til en. I det hele taget, at der var en plads til en. At indgå i et fællesskab og gøre tingene sammen er nu en gang sjovere end hver for sig, siger Erik og henviser til en lille ting, som for ham gør hverdagen sjovere.
- Bare sådan en ting, som at muge ud ved kalvene. Der er det oftest sådan, at jeg fylder trillebøren og den unge kører det ud. Vi samarbejder og gør noget i fællesskab og det er ofte der, vi får nogle virkelig gode og dybe snakke, siger Erik.
Han har en oprigtig interesse for de unges liv og bruger meget tid på at lytte.
- De fortæller rigtig meget. Både om hvad de synes er trælst, hvad der gør dem glade og hvor mange Mokai´er de kan drikke en fredag aften. De åbner sig meget, men jeg er jo heller ikke forældre og skal ikke opdrage dem. Det betyder dog ikke, at jeg ikke indimellem siger, at for eksempel det der, synes jeg ikke er særlig smart, forklarer Erik.
Et skridt på vejen
Mange unge kommer for at blive klogere på, om de i fremtiden skal arbejde indenfor landbrug. Mange begejstres og kan næsten ikke vente med at komme på landbrugsskole, mens andre vælger en anden vej.
- Det er ikke det, der betyder noget. Men at se de unge vokse med opgaven, få arbejde, en hverdag og en dag en familie, det giver bare så meget, forklarer Irene, som sammen med Erik er et stort smil, når de snakker om de unge mennesker.
Bliver en del af familien
En vigtig del af tiden på Håbet er også at lære de unge at indgå i en hverdag og et fællesskab.
- Når de er her, er de en del af familien og det betyder blandt andet at vi spiser middagsmad sammen. Nogle, når de er her første gang, går direkte hen og sætter sig ved spisebordet og forventer der bliver serveret for dem, for det er de vant til hjemmefra. Så plejer jeg at starte med at tage tingene ud af køkkenskabet og bede den unge om at sætte det hen på spisebordet og til sidst er det jo sådan, at hvis jeg er lidt forsinket, så har de unge selv dækket bord og gjort det hele klar, fortæller Erik.
Vender »hjem« igen
Mange af eleverne og praktikanterne har deres gang på Håbet i enkelte uger og flyver videre. Andre bliver ved at vende tilbage i weekender og ferier, fordi de ikke kan lade være.
- Det er så hyggeligt, siger Irene, mens Erik fortæller, at han aldrig har problemer med at finde folk til høst og når ensilagestakken skal dækkes til, få så vender mange af de unge »hjem« til Irene og Erik igen og får for en stund genoplevet det fællesskab de bliver ved med at tænke tilbage på.