Ny overenskomst i de grønne erhverv

Arbejdsgiverforeningen GLS-A og 3F har indgået ny overenskomst for ansatte i de grønne erhverv og følgeindustrien. Formanden for GLS-A er tilfreds, selvom hun mener, at overenskomsten »er i den dyre ende«.

En ny overenskomst mellem arbejdsgiverforeningen GLS-A og 3F betyder, at lønsatserne i overenskomsterne stiger hvert år pr. 1. marts, og at den såkaldte fritvalgkonto over tre år forhøjes fra 4 til 7 procent.

Som på andre normallønsoverenskomster får GLS-A’s medlemsvirksomheder mulighed for at indgå aftaler om lokalløn, hvor en del af lønpuljen fordeles efter kriterier aftalt på den enkelte virksomhed.

Det er også aftalt, at den fælles uddannelseskonsulenttjeneste fortsætter til gavn for virksomheder og medarbejdere. Fremover kan ferie afholdes i timer.

Desuden skal arbejdsmiljøet sættes højere på dagsordenen i de kommende år.

Overenskomsten, der træder i kraft 1. marts 2021, gælder for en tre-årig periode frem til 1. marts 2024.

Hårde forhandlinger

Overordnet følger overenskomsten de rammer, som blev lagt ved indgåelsen af overenskomster på det øvrige private arbejdsmarked i 2020 med de tilpasninger, som parterne har kunnet blive enige om, skriver GLS-A i en pressemeddelelse.

GLS-As formand, godsejer Helle Reedtz-Thott udtaler:

- Vi har haft et meget langstrakt og vanskeligt forhandlingsforløb om en ny overenskomst. Jeg er særligt tilfreds med, at vi har fået startet op for muligheden for en mere fleksibel løndannelse på virksomhederne gennem aftaler om lokalløn.

- Ligeledes giver adgangen til at indgå aftaler om løbende udbetaling af fritvalgskonto en mulighed for at synliggøre denne løndel i højere grad.

- Corona-pandemien giver virksomhederne og samfundet store udfordringer. Set i det lys er overenskomsten i den dyre ende. Men jeg er tilfreds med, at vi nu endelig har en aftale, som sikrer arbejdsfreden for de kommende tre år, slutter Helle Reedtz-Thott.

Land- og skovbrug

GLS-As medlemsvirksomheder består af land- og skovbrug, maskinstationer, gartnerier- og planteskoler og en række forskellige virksomheder med tilknytning til primærerhvervene som blandt andet korn- og foderstofvirksomheder, kartoffelmelsfabrikker, pakkerier, m.m.

mip

Læs også