Midtjysk mekaniker holdt hovedet koldt i Abu Dhabi

Søren Lykke Døssing havde på forhånd ikke turdet tro på store resultater ved World Skills-konkurrencen. Nu kan han prale af at være verdens tredjebedste landbrugsmaskinmekaniker.

Selvom han var på udebane både i forhold til Cat-maskinerne og værkstedet, som i anledningen var sat op i Abu Dhabi – rundt regnet 6.800 kilometer fra arbejdspladsen i Grundvad ved Viborg – endte årets World Skills-konkurrence med en flot bronzemedalje til den 22-årige landbrugsmaskinmekaniker Søren Lykke Døssing fra Kjellerup.
- Jeg havde ikke på forhånd sat næsen op efter medaljer. Især ikke, da jeg ikke vidste, hvem jeg var oppe imod og på forhånd heller ikke vidste helt, hvad konkurrencerne gik ud på. Samtidig var der nogle som umiddelbart havde en fordel i, at de til daglig arbejde for Cat-forhandlere, lød det fra Søren Lykke Døssing efter første arbejdsdag tilbage hos Grundvad Maskinhandel, hvor han primært makker i Deutz-maskiner.
Op til konkurrencen var det dog blevet til flere ugentlig ture forbi Cat i Aarhus for at få ledningsdiagrammer ind under huden og lære maskinerne at kende.
Søren Lykke Døssing stillede op i kategorien Heavy Vehicle Maintenance, hvor kun schweiziske Adrian Krähenbühl og russiske Nikolai Larionov scorede flere point

.

Holdt hovedet koldt

En af de store udfordringer ved konkurrencen, som kørte over fire dage, var ifølge Søren Lykke Døssing at holde hovedet koldt med en dommer på nakken og interesserede tilskuere, der gerne ville snakke.
- Jeg har i hvert fald bevist, at jeg kan arbejde under et ekstremt pres. Det der nok gik allerbedst var, at jeg ikke lod mig distrahere, selvom det var umuligt ikke at blive en anelse stresset, fortæller landbrugsmaskinmekanikeren, der i 2015 fik en andenplads i kampen om at blive Danmarks Bedste Lærling.
Ud over at holde nerverne i ro var det især de opgaver, hvor der ikke var brug for alt for megen søgning i instruktionsbøgerne, der faldt den midtjyske mekaniker lettest.
- Det gik bedst i de opgaver, hvor vi fik en kundeoplysning og selv skulle lave målinger og fejlfinding på egen hånd, for det kræver bare flere ressourcer, hvis man skal til at søge data i et system, man ikke er vant til, forklarer han.
Han turde dog ikke tro på medaljen, før dommerne offentliggjorde resultatet.
- Det er lidt lettere at gå og se, hvad de andre laver i for eksempel murerkonkurrencen end det er i vores fag. Derfor var det også svært at få en fornemmelse af, hvordan det gik med de andre, mens man heller ikke selv fik de store hints fra dommerne. Nogle dage havde jeg en god fornemmelse, andre dage var den knap så god.


Stor oplevelse

Hjemme på værkstedet i Grundvad er begivenhederne i Abu Dhabi bestemt heller ikke gået ubemærket hen.
På vej hjem fra den lange rejse til de Arabiske Emirater blev bronzevinderen overrasket med et surpriseparty.
- Det havde de holdt godt skjult, så det var en stor overraskelse, siger Søren Lykke Døssing, der ud over de anerkendende klap på skulderen ikke regner med at stige i graderne i maskinhandlen, hvor han inklusive sin læretid har arbejdet i fem år.
- Om jeg som sådan kan bruge den her medalje til noget, er svært at sige. Primært har det været en kæmpe oplevelse. Bare det at være en del af det danske landshold med mange andre faggrupper har givet meget, og at det så gik så godt, som det gjorde, gør jo bare det hele endnu bedre, siger den midtjyske medaljetager, der lige nåede at få en enkelt dag uden konkurrence og Cat-maskiner i Abu Dhabi. Den blev selvfølgelig brugt på hestekræfterne i Ferrari World.


Ro til nerverne

Dagen efter hjemkomsten, glædede han sig ellers bare over igen at have fingrene i velkendte maskiner og tankerne tilbage på sit job.
- Det har været en virkelig god oplevelse, og jeg er glad for, at jeg sagde ja, da jeg fik muligheden for at komme til World Skills. Men det er også rart at få det overstået. For det har fyldt meget den seneste tid. Nu kan nerverne endelig få lidt ro igen, konstaterer han.
I alt blev det til to danske bronzemedaljer ved World Skills, hvor også kokken Christian Wellendorf markerede sig blandt de bedste. Derudover blev det til otte »Medaillons for excellence« til det danske landshold.

Læs også