Hver syvende dansker køber ind til julen i Tyskland
Trods et markant fald handler 15 pct. af de danske forbrugere stadig i Tyskland i forbindelse med julen. Det viser en ny undersøgelse om grænsehandel fra Landbrug & Fødevarer.
Hver syvende dansker kører over grænsen til Tyskland, når der skal købes ind til julen. Det viser en ny undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer. Det er et markant fald på syv pct. fra 2014, hvor andelen af danske forbrugere, der handlede ind til julen i nabolandet mod syd, lå på 22 pct.
Ifølge Mette Gammicchia, der er leder af afdelingen for Handel, Marked og Afsætning hos Landbrug & Fødevarer, skyldes faldet den højkonjunktur, der er i Danmark for tiden.
- De danske forbrugere har flere penge mellem hænderne, end de havde for bare få år siden. Derfor er de ikke helt så afhængige af at spare penge, når de handler til julen, og derfor er der færre, der starter bilen og kører mod grænsen, siger hun i en pressemeddelelse.
Geografien er afgørende
Ikke overraskende er det den del af befolkningen, der bor tættest på nabolandet i syd, der oftest kører over grænsen for at købe ind til julen. Hele 32 pct. af dem, der er bosiddende i Region Syddanmark, handler i Tyskland i forbindelse med julen, mens det til sammenligning kun er syv procent af dem, der er bor i Region Hovedstaden, der gør det.
- Vi kan se, at det typisk er de søde sager, der bliver handlet i Tyskland i forbindelse med julen. Hele 83 pct. køber slik og chokolade, mens 76 pct. køber marcipan, konfekt og nødder, siger Mette Gammicchia.
En anden stor favorit, når det gælder grænsehandel, er drikkevarer. Sodavand hitter mest, mens øl og vin er på 4. og 5. pladsen.
Analysen er baseret på data indsamlet af Norstat for Landbrug & Fødevarer blandt 1.028 repræsentativt udvalgte danskere i november måned 2017. I analysen om grænsehandel i forbindelse med julen er det kun danskere, som har angivet, at de holder jul, som er blevet spurgt om, hvorvidt de handler ind i Tyskland og/eller Sverige til julen. Basestørrelsen er derfor 982.