Jacob Bruun, som er produktionschef på DCHIs farme i Rumænien, har fået staldpersonalets samarbejde godt på plads
- Jeg kan fortælle, at jeg nu snakker flydende rumænsk,
siger Jacob Bruun, hvis dialekt ellers afslører, at han kommer fra det centrale
Jylland.
- Og det er virkelig noget, der styrker forholdet til medarbejderne,
når jeg kan tage en snak om både deres opgaver og deres tilfredshed direkte på
deres eget sprog.
Han lægger dog heller ikke skjul på, at det kræver en jysk
stædighed for at få rumænsk ind på rygraden.
- Man skal ville det, fastslår han med eftertryk.
Med den foreløbig seneste udvidelse af organisationen på
DCH Internationals to gårde i Rumænien er Jacob Bruun gået fra at være praktisk
driftsleder i svinestaldene til nu at være produktionschef med ansvar for tilrettelægningen
af den samlede svineproduktion.
Og da der er planlagt en fortsat betydelig ekspansion de
kommende år, er en velstruktureret arbejdstilrettelæggelse med de bedste
medarbejdere helt afgørende.
Inddrager medarbejderne
- Siden 2012 har vi taget et kæmpespring i udviklingen af
vores rumænske medarbejdere, fortæller Jacob Bruun videre.
- Nu skal vi ikke længere køre den hårde ledelsesstil og
gang på gang fortælle direkte, hvad hver enkelt medarbejder skal.
Udviklingen skyldes, at dels har rumænerne selv ændret sig
mod mere vestlig forståelse for uddelegering af ansvar, og dels har Jakob Bruun
samlet både mellemledere og medarbejdere i udviklingsgrupper og på anden vis
inddraget dem i organiseringen.
- Vi har for eksempel nedsat fire grupper, som skal lave
omkostningsjagt inden for områderne, begrænsning af el og hjælpestoffer,
logistik omkring vores lastbiler og foderforbrug.
- Det er fire forholdsvis nemme områder at forholde sig
til.
På det seneste har det dog været svært at aflæse
besparelser i økonomirapporterne.
- Når vi samtidig har udvidet så kraftigt, så har det
været nødvendigt at sætte forbruget op i takt med det stigende soantal.
Ser økonomirapport
Generelt har Jacob Bruun kun ros til sine rumænske
mellemledere.
- De er virkelig engagerede i arbejdet, og gør det rigtig
godt. Vi gennemgår økonomirapporterne med dem, og regnskabet er mere eller
mindre frit og åbent for dem. Så kan de følge med i udgifterne til foder, tøj,
medicin, og se hvad vi tjener i deres område.
- Det giver forståelig nok motivation, og jeg beder dem
yderligere komme med bud på forbedringer og andre forslag. Nogen gange kan det
dog være svært at få dem til at opfatte os som et samlet firma. De vil helst
fremme deres eget område.
Svært at skaffe arbejdskraft
Jacob Bruun bruger meget af sin tid på at besøge de
forskellige sites og drøfte aktuelle opgaver med lederne.
- Hvert sted ligger der standardmanualer, så alle ved
præcis, hvad de skal lave og hvordan. Disse manualer går jeg løbende igennem
med lederne og retter til med nyeste erfaringer.
Flere af lederne – samt Jacob Bruun – er med i
benchmarkingsgrupper med tilsvarende i andre danske svinefarme i Østeuropa.
Dette er organiseret af foreningen Danish Farmers Abroad.
Det har i øvrigt ikke været nemt at finde nye medarbejdere
til de udbyggede, nye svinestalde.
- Vi har måttet rundt og sætte posters og opslag op på
rådhuse og andre offentlige steder. Før tog vi en runde med opslag inden for
fem kilometre herfra, men denne gang måtte vi udvide til 15 kilometer.
Og det er ikke landbrugsuddannede folk, der henvender sig.
- Vi har dog fået et par medarbejder fra en anden
hollandsk svinefarm i nærheden. Det er de vist ikke så glade for på den pågældende
svinefarm, smiler Jacob Bruun.
Stort smittetryk
En af de store udfordringer for medarbejderne på DCHIs to
rumænske svinefarme har været udbrud af PRRS på ét staldanlæg.
- Det er en luftbåren sygdom, og smittetrykket hernede er
bare meget større end i Danmark, fortæller Jacob Bruun. Dels er gårdene og
besætningerne betydeligt større hernede, og dels veksler fugt og tåge med varme
i efteråret, hvor vi fik smitten.
- Det er næsten umuligt at forbygge. Måske får naboen en
sending på 2.000 svin fra Tyskland, og heri er en smitte gris. Så har vi
smitten i luften her.
- Da vi fik smittet vores søer, faldt antallet af smågrise
pr. so fra cirka 30 til 14. Det var en dyr omgang. Men nu er vi på vej op igen.
Og nogen påstår endda, at de får en bedre produktivitet efter et overstået
sygdomsangreb og dermed en vis sanering af besætningen.
- Vores biosikkerhed er derfor blevet skærpet yderligere
med daglig inspektion af dyrlæger af blandt andet vores vask og desinfektion af
lastbilerne, fortæller Jacob Bruun afslutningsvis.