Historisk høj frøafregning

DLF betalte sidste år i gennemsnit 15.000 kroner pr. hektar til selskabets frøavlere, fortalte en tilfreds formand på generalforsamlingen.

 - Vi har i Dansk Landbrugs Frøselskab i år skabt et resultat, der både har leveret historisk høje bruttoafregningspriser pr. hektar og samtidigt skabt det økonomiske grundlag for at følge vores fremtidige strategiske mål. Det er meget tilfredsstillende. 

Således konkluderede bestyrelsesformand Christian Høegh-Andersen i bestyrelsens beretning på DLF AmbAs generalforsamling i dag i Nyborg.

Formanden glædede sig over, at der nu blæser nye politiske vinde fra Christiansborg, men han understregede, at der er hårdt brug for flere stærke initiativer fra regeringen for at styrke dansk landbrugs konkurrenceevne.

- Landbrugssektoren skal gøres konkurrencedygtig gennem en regelforenkling og et opgør med den førte miljøpolitik, som gødningsnormer, pesticid og PSO-afgiften er et udtryk for. Danmark er som følge af den påtagede dukserolle på miljøområdet kørt agterud både med hensyn til beskæftigelse og eksport i forhold til vore konkurrenter i EU. Vi er nødt til at prioritere og sikre beskæftigelsen af de 169.000 arbejdspladser, som landbruget og følgeindustrien beskæftiger i yderområderne hvert år. Luften og vandet på kloden bliver jo ikke renere af, at produktionen flytter til vore nabolande som følge af skærpede krav i Danmark.

- Vi har alle en interesse i at passe på vores natur; det skal bare gøres på en intelligent måde, så det ikke udhuler hele værdiskabelsen i Produktionsdanmark, påpegede formanden, og så frem til yderligere lempelser i afgifter og vilkår, der vil føre Produktionsdanmark tilbage på sporet til gavn for den danske betalingsbalance.

- Og ikke mindst, derude, hvor vi danske frøavlere og landmænd bor, fastslog Christian Høegh-Andersen.


Læs også