På bare to år er bestanden af laks i dele af Storå i Vestjylland
firdoblet til en af Danmarks største bestande, viser en ny undersøgelse fra DTU
Aqua.
- Det vidner om, at miljøet og naturen i Storå har det godt, og samtidig
er en stor laksebestand værdifuld for lystfiskere og det lokale erhvervsliv.
Eksempelvis viser beregninger fra Skjern Å, at laksefiskeriet her skaber
lokaløkonomisk omsætning på 14,6 millioner kroner om året, oplyser Miljø- og
Fødevareministeriet.
Den positive udvikling for laksen i Storå kommer efter et
målrettet arbejde med at forbedre gyde- og opvækstområderne i åen, udsætning af
lakseungfisk og ved at indføre begrænsninger i fiskeriet, for eksempel
laksekvoter.
Miljø- og Fødevareministeriet har bidraget til fremgangen for
laksen med 8,2 millioner kroner fra fiskeplejemidlerne over en årrække fra 2005
til 2015.
DTU Aqua har opgjort den samlede lakseopgang i efteråret og
vinteren 2015 til mere end 5.800 laks. Til sammenligning var den samlede opgang
af gydemodne laks i Storå i 2010 og 2013 henholdsvis 1.293 og 1.236 laks.