Energiselskabet Nature Energy kan fredag 8. april indvie sit 4. moderne biogasanlæg, Nature Energy Midtfyn, hvor gylle fra lokale leverandører sammen med bl.a. madaffald fra de danske supermarkeder får ny værdi som grøn biogas til naturgasnettet.
360.000 ton gylle og organisk affald fra midtfynske landbrug og bl.a. Coop, og Dansk Supermarked får fremover ny værdi på Fyns største biogasanlæg, Nature Energy Midtfyn, vest for Ringe. Her bliver restprodukterne til grøn biogas, som renset for vand, svovl og CO2 kan sendes ud til hele Danmark via det landsdækkende naturgasnet. Bag anlægget står Nature Energy og lokale landmænd samlet i leverandørforeningen Fåborg-Midtfyn Biogas.
Gylle og halm fra leverandørernes stalde blandes i anlægget med affald fra industri og detailhandel, som leveres via en direkte pipeline fra naboen, affaldsbehandlingsanlægget NC Miljø. De 11 mio. kubikmeter grøn gas svarer til ca. 7.000 husstandes årlige varmeforbrug.
Energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Chr. Lilleholt indvier anlægget 8. april, og han ser brede perspektiver i de nye moderne biogasanlæg:
"Regeringen præsenterede i sidste uge Energikommissionen, der blandt andet skal give bud på, hvordan Danmark får mest mulig grøn omstilling for pengene. Biogasanlægget på Midtfyn er et godt eksempel på, hvordan der konkret kan skabes flere erfaringer med at producere biogas mere effektivt og billigere. Forankringen hos de lokale landmænd og samarbejdet med Nature Energy er efter min mening en opskrift på succes. De løsninger, vi laver med biogassen i disse år, vækker opsigt i udlandet, og det kan udbygge vores position som europamestre i eksport af energiteknologi. "
Biogas er cirkulær økonomi
Nature Energy Midtfyn er det 4. biogasanlæg, Nature Energy sætter i drift på under 2 år. Men ifølge adm. direktør Ole Hvelplund bliver det langt fra det sidste, netop fordi biogasanlæg bidrager med meget mere end ren energiproduktion:
”Når vi producerer biogas, får vi en masse vedvarende energi ud til vores kunde. Det er godt for klimaet, der får mindre CO2, og det er godt for levetiden på vores kunders installationer. Vi får samtidig en række andre fordele, som er helt unikke for biogassen: vi får bl.a. behandlet vores affald fra både by og land og får givet det ny værdi, landmændene får bedre gødning, og vi reducerer ikke bare lugt men også udledning af kvælstof. Biogas er energi set ud fra ægte cirkulære principper, og det er helt sikkert den vej, vi skal, hvis vi også vil bevare fleksibiliteten og forsyningssikkerheden i den grønne omstilling. ”
Nature Energy har flere konkrete nye projekter på tegnebrættet, men glæder sig foreløbigt over, at man ved årets udgang kan sende hele 45 mio. kubikmeter grøn gas ud i naturgasnettet som gradvist vil erstatte fossil naturgas.
Fakta om anlægget
Nature Energy Midtfyn er et fælleseje mellem den landmandsejede leverandørforening Fåborg-Midtfyn Biogas A.m.b.a. (47 leverandører) og Nature Energy.
Anlægget har en værdi af ca. 175 mio. kr. og er leveret af hovedentreprenør Xergi, der har en ejerandel på 10 % af anlægget.
Biogasanlægget er det største biogasanlæg på Fyn
Projektet har modtaget anlægsstøtte på ca. 40 mio. kr. fra statens biogaspulje.
Anlægget kan årligt aftage og behandle ca. 360.000 ton biomasse.
75 procent af denne er gylle fra kvæg, svin og mink fra lokale leverandører – alle tilknyttet Fåborg-Midtfyn Biogas
Den øvrige biomasse kommer fra bl.a. dybstrøelse, organisk affald fra industrien og energiafgrøder.
På samme grund som biogasanlægget ligger affaldsbehandlingsvirksomheden NC Miljø, og det bearbejdede affald sendes via en direkte pipeline til biogasanlægget
Affaldet fra NC Miljø er organisk affald fra bl.a. fra Coop og Dansk Supermarkeds
Al biogas fra anlægget opgraderes, dvs. renses for CO₂, vand og svovl, så den får samme kvalitet som naturgas men altså ikke indeholder CO₂
Samlet set vil anlægget årligt producere ca. 11 mio. kubikmeter opgraderet biogas.
Gassen sælges via Nature Energy under navnet BioGas
Gassen kan dække varmebehovet hos ca. 7.000 husstande.
Anlægget beskæftiger 3 tekniske medarbejdere samt 6 fuldtidsansatte chauffører, der henter gyllen til anlægget og fragter gødning i form af afgasset gylle retur til landmændene.
De ansatte er fortrinsvist fra lokalområdet
Anlægget er det andet i drift af Nature Energys 2 fynske anlæg. Det andet fynske anlæg ligger på Nordfyn
Derudover driver selskabet 2 anlæg i hhv. Nord- og Midtjylland.