Formand for Jysk Landbrug Bjarne Larsen har fremsat en formel for, hvordan man får politisk indflydelse
Tirsdag aften er der generalforsamling i Jysk Landbrug i
Billund.
Og formand Bjarne Larsen indledte for kort tid siden sin
beretning med at tale om, da han for et par uger siden var inviteret til
Grindsted Landsbrugsskole for at fortælle, hvad en landboforeningsformand
arbejder med.
- Efter nøje overvejelser kunne jeg koge det ned til én
sætning, hvad der er det helt essentielle i mit arbejde: Som
landboforeningsformand er min vigtigste opgave at vinde landbrugets
troværdighed tilbage.
- Og det er sværere end man skulle tro. I løbet af de
sidste 50 år har de fleste danskere nemlig mistet det naturlige tilhørsforhold,
alle engang havde til landbruget. Dengang havde folk i bred forstand en
fornemmelse af, hvordan tingene foregik – og hvorfor. Men så kom mekaniseringen
og strukturudviklingen, og vi var alt for sene til at erkende, at befolkningen
samtidig mistede følingen med vores erhverv.
- Det er blevet vanvittig farligt for os. Fordi danskerne
ved så lidt, er de blevet lette ofre for skræmmekampagner og propaganda.
Kritikerne får lov at sætte dagsorden.
Men ifølge Bjarne Larsen er der en simpel formel for,
hvordan man opnår politisk indflydelse.
- Formlen er godt omdømme, høj troværdighed plus godt
politisk arbejde giver bedre rammevilkår.
Senere på aftenen skal der blandt andet være valg til
bestyrelsen i Jysk Landbrug.