Tre gange mere antibiotika til mennesker som til dyr i Danmark

Ny EU-rapport viser, at det danske antibiotikaforbrug er blandt det laveste til produktionsdyr.

En ny rapport på bagrund af tre EU-agenturers undersøgelser viser, at Danmark er et af de 15 lande ud af de 26 europæiske deltagende lande, der bruger mindre antibiotika på dyr end på mennesker.

Danmark er også blandt de lande, der har det mindste forbrug af antibiotika til behandling af produktionsdyr. Sammenlignet med de EU-lande med store husdyrproduktioner (f.eks. Holland, Tyskland og Polen) ligger det danske forbrug lavt.

Antibiotikaforbruget til mennesker i Danmark var i 2012 på 136 mg/ kg biomasse, sammenlignet med et forbrug til produktionsdyr på 44 mg/kg biomasse. Man har i EU-rapporten taget hensyn til, at biomassen af mennesker i Danmark er på 349.000 tons, sammenlignet med 2.424.000 tons produktionsdyr.

Formand for Veterinærmedicinsk Industriforening, dyrlæge Lisa Pontoppidan er meget positiv over for initiativet.

- Det er første gang, at der er lavet en så omfattende og korrekt sammenligning af medicinforbruget hos dyr og mennesker og som anvender beregningsmetoder, der tager hensyn til det totale antal mennesker og dyr. Rapporten giver en reel sammenligning af data, og dermed grundlag for en afbalanceret debat om resistens. Det giver et bedre beslutningsgrundlag for de politikere i EU, der skal takle resistensproblemerne, udtaler Lisa Pontoppidan.

Rapporten er udarbejdet via Det Europæiske Fødevaresikkerhedsagentur (EFSA), Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) og The European Centre for Disease Prevention and Control (ECDC).

Læs også