Hos Nordic Sugar peger man på, at roekampagnens gode resultater ikke er kommet af sig selv
Nordic Sugars fabrikker i Danmark og Litauen har netop
forarbejdet de sidste roer i roekampagnen 2014/15.
Og hos Nordic Sugar peger man på, at resultatet er det
samme i begge lande: Meget store roemængder, høj roekvalitet og højt
sukkerudbytte pr. hektar.
- De danske fabrikker i Nykøbing og Nakskov har i alt
forarbejdet næsten tre millioner tons roer, som er forædlet til cirka 480.000
tons sukker. Den litauiske fabrik i Kedainiai har taget samme rekordtur,
skriver Nordic Sugar på sin hjemmeside, hvor administrerende direktør i Nordic
Sugar A/S ser tilbage på roekampagnen:
- Vi har haft en fantastisk kampagne. Produktionen har
kørt godt og stabilt på alle tre fabrikker, men resultatet er ikke kommet af
sig selv. Vores medarbejdere har med deres lange erfaring og store engagement
taget de udfordringer op, der er kommet undervejs, herunder ikke mindst med
opgaven at få årets store sukkermængde sikkert i hus. Resultatet er i høj grad
deres fortjeneste.
Nordic Sugar oplyser, at roekampagnen 2014/15 nu er
afsluttet i Finland, Danmark og Litauen. Tilbage står kun den svenske fabrik i
Örtofta, som forventes at forarbejde sine sidste roer i første halvdel af denne
måned.