Innovationsfonden investerer 17,6 millioner kroner i et projekt, der skal forsøge at sikre en bedre udnyttelse af foder i svineproduktionen
Dansk svineproduktion er under pres, og øget
fodereffektivitet kan være en løsning.
Det er baggrunden for, at Innovationsfonden nu investerer
17,6 millioner kroner i forskningsprojektet Metapig.
- Foder er en væsentlig omkostning for landmanden, så kan
man sikre en bedre udnyttelse af foderet, kan der spares penge, samtidigt med
at man mindsker udledning af næringsstoffer, lyder det fra Innovationsfonden.
Herfra peger man på, at ny forskning har vist, at tarmens
bakterier spiller en afgørende rolle i forhold til udnyttelse af fødens energi
og for udviklingen af et effektivt immunforsvar og dermed beskyttelse mod
sygdomme.
Danmark har en stor viden omkring svineproduktion,
herunder udvikling af foder og omfattende kendskab til grisens genetik og
tarmbakterier.
Vil påvirke svins tarmflora
Den viden vil forskerne i projektet udnytte til at
afdække, hvordan det gennem udviklingen af nye fodertyper, kombineret med
fodertilsætning og prebiotika vil være muligt at ændre sammensætningen af
tarmens bakterier.
- Kan vi nå frem til en fodersammensætning, der kan
påvirke grisenes tarmflora i den rigtige retning, vil vi kunne styrke
immunsystemet og dermed mindske landmandens brug af antibiotika – og samtidigt
forbedre grisenes udnyttelse af foderets næringsstoffer, siger professor ved
Københavns Universitet, Biologisk Institut og projektleder i projektet Karsten
Kristiansen i en pressemeddelelse.
- Det vil have stor effekt på udledning af for eksempel
nitrat og dermed på miljøbelastningen, tilføjer han.
Målet er fem procent
Målet er en fem procents forøgelse af fodereffektiviteten
uden at reducere mængden af kød eller dets kvalitet.
I projektet deltager Københavns Universitet, Danmarks
Tekniske Universitet, Århus Universitet og SEGES, Videncenter for
Svineproduktion.
Internationale partnere er fra Universitetet i Wagningen i
Holland samt genomcentret BGI-Shenzhen i Kina.