Energistyrelsen har set nærmere på, hvad det koster at etablere forskellige typer anlæg til el-produktion
Den billigste måde, hvorpå Danmark kan skaffe sig ny
el-kapacitet, er ved at sætte nye vindmøller op på land.
Det viser en ny analyse, som Energistyrelsen har lavet, i
hvert fald. Styrelsen har således undersøgt, hvad det koster at etablere
forskellige typer anlæg til el-produktion.
Og konklusionen fra Energistyrelsen er klar: Vindmøller på
land slår alle andre teknologier.
Ifølge Energistyrelsen er de beregnede el-produktionsomkostninger
lidt over 30 øre pr. kilowatt-time ved etablering af landvind
og knap 60 øre pr. kilowatt-time ved havvind og nye centrale
værker på kul og naturgas.
- Jeg er glad for, at analysen viser, at vind også
økonomisk er den rigtige vej at gå. Og så er det jo godt for klimaet,
forsyningssikkerheden og dansk eksport, siger klima-, energi- og bygningsminister
Rasmus Helveg Petersen (R).
Ifølge analysen er det altså billigst at etablere
landvind. Næstbilligst er havvindmøller, nye centrale værker på kul og naturgas
samt nye, decentrale værker på naturgas.
Solceller og biomasse er dyrest
Herefter følger nye, centrale værker fyret med træpiller
samt centrale værker ombygget fra kul til træpiller. Dyrest er decentrale
værker på biomasse og solceller.
Hos Klima-, Energi- og Bygningsministeriet peger man på,
at analysen helt generelt viser, at der er brug for støtteordninger, hvis man
vil investere i ny el-kapacitet.
- Den nuværende elpris er for lav til at dække
omkostningerne. Det gælder uanset, om man vil investere i vindmøller eller
kraftværker. Analysen kan dog ikke bruges til at konkludere, at der i fremtiden
kun skal opføres vindmøller i Danmark. Der vil fortsat være brug for
kraftværker som »back-up«, når det er vindstille, lyder det fra ministeriet.
Der er ikke er tale om fuldstændige samfundsøkonomiske
vurderinger af de forskellige teknologier, idet der blandt andet ikke indgår
miljøeffekter og forvridningseffekter fra tilskud, understreger Klima-, Energi-
og Bygningsministeriet.