Med udvikling af optimeringsværktøjet AnaStyr håber projektgruppe at kunne optimere biogasproduktionen og øge gasudbyttet
- Vi skal have samlet al viden og driftserfaringer sammen,
og dernæst have udviklet et værktøj, der kan hjælpe os til at bruge den viden
aktivt, så vi kan optimere biogasproduktionen løbende og få en øget
gasproduktion.
Maj Møller Sørensen, der er hovedansvarlig for et netop
søsat projekt omkring online-overvågning af biogasproduktion på biogas- og
renseanlæg, ser med spænding frem til det kommende år, hvor hun gennem sin
ansættelse i EnviDan skal deltage i et demonstrations- og udviklingsprojekt,
der skal øge gasproduktionen på biogas- og renseanlæg.
Der er opnået støtte gennem Energiteknologisk Udviklings
og Demonstrations Program (EUDP), og ønsket er at udvikle et styringsprogram,
der skal optimere biogasproduktionen gennem større viden omkring
rådneprocessen.
Programmet har allerede fået navnet AnaStyr - en sammenfletning
af Anaerob onlineStyring.
- Som det er i dag, er det driftslederen, der via sin
mavefornemmelse optimerer og styrer udrådningsprocessen, og det er selvfølgelig
med mere eller mindre held, alt efter erfaring, siger Maj Møller Sørensen.
- På nuværende tidspunkt varierer omfanget af
procesovervågningen og styringen af biogasproduktionen på de danske anlæg
meget, og der er derfor et stort potentiale i udviklingen af et værktøj til
optimering af anaerob udrådning af biomasse.
Optimeret drift
Tanken med udviklingen af et styringsværktøj er, at man af
den vej kan optimere driften af rådnetanken og sikre en løbende
procesoptimering, hvilket i sidste ende kan øge kapaciteten på reaktoren og
give et bedre gasudbytte.
- I første omgang er vi ved at indsamle viden på tværs af
brancherne, og så tager vi det bedste fra begge verdener. Hvordan gør I? Hvad
fungerer?
- Der kan opnås en stor synergieffekt ved at facilitere
udveksling af praktisk driftserfaring fra de to brancher, siger Maj Møller
Sørensen.
AnaStyr
AnaStyr er baseret på online-overvågning af
udrådningsprocessen samt procesanalyser.
På baggrund af aktuelle måleværdier, der beskriver de
nuværende konditioner i reaktoren, sendes feedback tilbage og giver mulighed
for løbende justering og optimering af processen i tanken.
Tilbagemeldingen fra reaktoren kan således bruges til at
give direkte feedback til pumper og lignende eller benyttes som udgangspunkt
for driftspersonalet til at foretage en objektiv vurdering af tilstanden i
reaktoren.
Lavt tørstofindhold
- Vi ser en del
danske biogasanlæg, der har svært ved at opretholde en rentabel drift, hvilket
blandt andet er begrundet i, at en stor andel af den anvendte biomasse er
husdyrgødning med et relativt lavt indhold af tørstof, og dermed et lavere
biogaspotentiale.
- Det er i dag en nødvendighed for anlæggene, at de også
modtager op til 25 procent industrielle biprodukter med højere gasudbytte, samt
i stigende grad andre typer biomasse med højt tørstofindhold, forklarer Maj
Møller Sørensen.
- Regeringen har imidlertid et ønske om, at der
fremadrettet skal ske biologisk forgasning af en høj andel af husdyrgødningen i
Danmark, og det er derfor nødvendigt at få så højt et gasudbytte som muligt fra
den tilførte biomasse.