Endelig ligevægtspris på 1,01 kroner
Danske Mejeriers Mælkeudvalg har offentliggjort den endelige ligevægtspris på februarbørsen
Det oplyser Danske Mejeriers Mælkeudvalg. Efterspørgslen på mælkekvoter var ved februarbørsen langt større end udbuddet. Der er således efterspurgt 119 millioner kg - men kun udbudt knap 48 millioner kg.
Det er en uge siden, at mælkeudvalget offentliggjorde den foreløbige ligevægtspris. I den forbindelse lød vurderingen fra udvalget, at mælkeproducenter forsøger at forebygge en afgift i det sidste kvoteår, der begynder den 1. april.
- En tendens på februarbørsen 2014 kunne være, at den aktuelt truende store overskudsafgift har sat gang i efterspørgslen på kvote for at forebygge en afgift i det sidste kvoteår, der starter den 1. april 2014, konstaterede mælkeudvalget således i et nyhedsbrev.
Ved sidste års februarbørs var ligevægtsprisen 0,26 kroner pr. kg mælkekvote.