Flere økologiske landmænd bruger planten som alternativ medicin mod ringorm hos kalve.
Kristtjørn bruges ikke kun som julepynt i danske stuer.
Planten med de stikkende grene og røde bær hænger også i en række danske
kvægstalde, hvor den har en helt anden funktion. Det meddeler Videncenteret for
Landbrug.
Flere økologiske landmænd bruger nemlig planten som
alternativ medicin mod ringorm hos kalve. Om det virker har Arne Munk,
økologikonsulent i Videncentret for Landbrug, undersøgt.
- Da vi hørte, at en del økologiske kvægproducenter bruger
krisstjørn mod ringorme hos kalve, så satte vi en undersøgelse i gang for at
finde ud af om denne metode virker og eventuelt kan være et alternativ til at
give kalvene medicin for at slippe af med ringormene, siger han.
Ringorm er en svampeinfektion, som angriber hudceller og
hårfibre. Den forekommer mest om vinteren, hvor kalvene står opstaldet tæt
sammen indenfor. Infektionen er generende for de angrebne dyr og forbundet med
produktionstab, fordi dyrene ikke æder lige så meget som de plejer og derfor
ikke vokser så meget.
Men det mener flere økologiske landmænd kan undgås ved at
hænge kristtjørn op over boksene, hvor kalvene ligger. Arne Munk har dog haft
svært ved at finde beviser for at den metode virker.
- Vi har været i dialog med forskere fra forskellige
universiteter samt ledt efter videnskabelige rapporter omkring brugen af
kristtjørn mod ringorme. Men vi har ikke fundet frem til en dokumenteret
forklaring på, hvorfor planten skulle kunne fjerne ringorm hos kalvene,
fortæller Arne Munk.
Han har til gengæld fundet ud af, at det ikke kun er
danske landmænd der hænger kristtjørn op i stalden for at bekæmpe ringorm.
Metoden er også udbredt i en række lande som eksempelvis Tyskland og Skotland.
De landmænd som Arne Munk har interviewet omkring brugen
af kristtjørn er dog heller i tvivl om at planten virker.
- En af dem svarer at der er en synlig virkning efter 3-4
uger, hvor ringormene tørrer ud og at nye dyr ikke bliver inficeret. Derudover
anbefaler hans dyrlæge også metoden. Så selv om vi ikke kan bevise en virkning,
så er det værd at notere at flere økologiske landmænd kan se på deres dyr, at
planten virker, siger Arne Munk.
cab