Hedeselskabet leder efter en ny direktør

Ove Kloch træder tilbage som administrerende direktør og koncernchef for Hedeselskabet

Hedeselskabet er i gang med at finde en ny direktør, der kan tage over efter Ove Kloch.

Administrerende direktør og koncernchef for Hedeselskabet Ove Kloch har nemlig valgt at træde tilbage.

- Jeg har været i selskabet i mere end 16 år nu. Det har været en spændende og udfordrende rejse sammen med fantastisk engagerede og forandringsparate kolleger. Vi kan i dag se resultatet i et stærkt økonomisk og fagligt Hedeselskab. Nu vil jeg overlade styringen af selskabet til en ny person, der kan tilføre nye perspektiver, siger Ove Kloch i en pressemeddelelse.

Ifølge Hedeselskabet blev Ove Klochs beslutning om at træde tilbage truffet sidste år og meddelt bestyrelsen i december.

- Bestyrelsen er overordentlig tilfreds med den måde, Ove Kloch har ledet selskabet på, og de resultater der er opnået. Ove Kloch har som den længst siddende direktør brugt den styrke, kontinuitet i ledelsen giver, til at udvikle Hedeselskabet, så det i dag kan være svært at genkende den virksomhed, han overtog i 1997. Omsætning, overskud og dermed egenkapital er steget, så Hedeselskabet i dag fremstår velkonsolideret og med muligheder for at fortsætte fremgangen i Danmark og i udlandet, lyder det fra bestyrelsesformand i Hedeselskabet Frants Bernstorff-Gyldensteen.

Læs også