Venstres Hans Christian Schmidt, der i 00’erne spillede en stor rolle i udformningen af landbrugspolitikken i Danmark ved først at være miljøminister (2001-2004), og sidenhen fødevareminister (2004-2007) i Anders Fogh Rasmussens regering, retter nu et frontalt angreb mod det danske embedsværk.

Han mener således, at den rådgivning, som politikerne har fået gennem årerne, når det kommer til de danske kvælstofregler, ikke har været god nok.

Blandt andet har Videncentret for Landbrug for nylig afleveret en rapport, der viser, at dansk undergødskning koster et tab på 3,3 milliarder kroner årligt. Tyske landmænd har blandt andet mulighed for at kunne sprede næsten 40 procent mere gødning pr. hektar end danske landmænd - og det betyder højere udbytter og bedre korn, end det danskerne kan dyrke.

- Landmændene har ret. De har en pointe. Den rådgivning, som vi har fået, har ikke været god nok. Vi har indført det direktiv, som ligger fra EU, på vores måde i Danmark, og på en anden måde, end de har gjort i Tyskland, og vi må konstatere, at vi er nødt til at tage ved lære af tyskerne og lave et nabotjek og få ændret det, sagde Hans Christian Schmidt således tirsdag aften til TV2/Syd.

Stå sammen

Han forklarede, at han nu håber, at hele Folketinget kan stå sammen, så man få lavet det nabotjek, og få samme regler i Danmark som i Tyskland på kvælstofområdet.  Hans Christian Schmidt finder, at der foreligger dokumentation for, at miljøet ikke kommer til at tage skade, hvis danske landmænd får lov til at bruge 40 procent mere gødning end i dag.

- Vi har lavet samme regler, ligegyldigt om jorden er robust eller sårbar. Men det skal vi have lavet om. Man skal have lov at gøde mere på de robuste jorde, og hvis noget er sårbart, så skal vi for miljøets skyld tage det helt ud og så give erstatning, lød det fra Hans Christian Schmidt.

Han ser nu frem til Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger, som han håber og tror, vil indeholde nyt på kvælstofsområdet. Det er ventet, at disse anbefalinger er lige på trapperne, og at de vil blive præsenteret inden udgangen af denne måned.