Landbrug & Fødevarer giver fedtafgift bundkarakter

En forbrugerundersøgelse viser, at fedtafgiften ikke får danskerne til at leve sundere

Fedtafgiften har ikke fået ret mange danskere til at vælge sundere og billigere alternativer.

Den konklusion er analyseinstituttet Userneeds nået frem til i en undersøgelse lavet for Landbrug & Fødevarer (L&F).

Ifølge L&F har man spurgt 1042 tilfældigt udvalgte danskere om, hvorvidt fedtafgiften har fået dem til at ændre forbrugsvaner. Knap 80 procent af dem svarer, at det ikke er tilfældet.

For administrerende direktør ved L&F Søren Gade er der kun en ting at gøre – nemlig at afskaffe afgiften:

- Det her er jo et tydeligt bevis på, at man ikke gør danskerne sundere ved at tvinge endnu en afgift ned om ørene på dem. Det handler selvfølgelig om at skaffe penge til statskassen. Nu, hvor hverken befolkningen eller nogen af de politiske partier bakker op om afgiften, skal den selvfølgelig fjernes. Og det kan kun gå for langsomt, konstaterer han på L&F’s hjemmeside.

Danskerne tager over grænsen

Undersøgelsen viser også, at cirka hver tredje af de adspurgte har handlet mere i udlandet i løbet af det seneste år, end de plejer. Og den udvikling vækker bekymring i L&F:

- Jeg er bekymret over, at danskerne i stigende grad lægger deres penge i udlandet i stedet for i Danmark. Det er en udvikling, der på sigt kan få alvorlige konsekvenser for Danmark, siger Søren Gade.

Han frygter, at den øgede grænsehandel med især Tyskland og Sverige kan koste tusindvis af danske arbejdspladser. Ifølge L&F’s analyser koster fedt- og sukkerafgiften samlet set 2.400 job, og alene fedtafgiften koster fødevarevirksomhederne mere end 100 millioner kroner i administration.

Læs også