Masser af optimisme i går på konference på Axelborg om hvordan man omstiller Danmark til at blive førende inden for at skabe det biobaserede samfund.
Er fremtidens vækst og beskæftigelse biobaseret?
Det var hovedoverskriften, da Landbrug & Fødevarer, Dansk Metal og Novozymes i fredags på Axelborg havde inviteret til en konference om, hvordan man skaber vækst og beskæftigelse i Danmark i fremtiden.
Danmark har ifølge arrangørerne således et vækstproblem, og inden for få år risikerer man, at 200.000 arbejdspladser flytter ud af landet, hvis der ikke gøres noget. Står det til de tre arrangører, så er det, som der blandt kan gøres for at undgå dette scenarie, at gøre Danmark til et modelland for det biobaserede samfund.
Det indebærer, at man i Danmark skal producere flere fødevarer, mere grøn energi og flere biomaterialer, uden at drive rovdrift på naturen.
En af fremtidens udfordringer er nemlig, at materialer og råstoffer skal anvendes og genanvendes. For eksempel skal både energi og materialer bygges på fornybare, organiske materialer og indtænkes i intelligente kredsløb. Det kræver, at der udvikles bioraffinaderier, og at Danmark i højere grad lærer at udnytte det, mange i dag betegner som »affald« til for eksempel biogasproduktion eller biobrændstofproduktion.
I alt vurderes det globale marked for biobaserede produkter – for eksempel biobrændstoffer, bioplastik, biopapir med flere – at være på op til 3.600 milliarder kroner i 2025, ifølge Landbrug & Fødevarer, som citerer en britisk rapport.
Optimistisk minister
Til at give svaret på de tre arrangører af gårsdagens konferences spørgsmål om fremtidens vækst og beskæftigelse i Danmark er biobaseret, var blandt andet indkaldt erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF).
- Det er et vigtigt tema, og der ligger store potentialer i at udvikle det biobaserede samfund. Det forventer jeg mig meget af, lød det fra Ole Sohn.
Han fortalte, at man dog i Danmark har store udfordringer at kæmpe med. Udover den økonomiske krise, som forhåbentlig går over på et tidspunkt, så måtte ministeren også erkende, at den generelle lønstigningstakst i samfundet i en lang periode har været højere end væksten i produktiviteten.
- Den udfordring har betydet, at vi har mistet mange arbejdspladser i Danmark. Det er her den grundlæggende udfordring ligger. Til gengæld så kan vi også nu glæde os over, at der er lyspunkter. Der er lys for enden af tunnelen, og det er ikke nødvendigvis et modkørende tog, som vi kan se. Det begynder at gå fremad ikke mindst med dansk eksport på vækstmarkederne, sagde Ole Sohn.
Han fortalte dog, at det er nødvendigt at skabe nye jobs i Danmark. De jobs, som man har mistet, vender nemlig ikke tilbage igen. De nye arbejdspladser, som han mener, der kan skabes, kan derfor meget vel være inden for det biobaserede område.
- Det er et område med store markedsmæssige potentialer, men også et område, hvor danske virksomheder allerede har mange styrker og potentialer, sagde Ole Sohn.
Vi sakker bagud
Dette udsagn var Lene Lange, professor ved Aalborg Universitet, helt enig i. Professoren, der er en varm fortaler for det biobaserede samfund, advarede dog samtidig med, at de mange ord om, hvor stort potentiale, og hvor dygtige vi er på biotek-området i Danmark, snart følges op med handling.
- Vær opmærksom på, at vi er ved at sakke agterud i Danmark. Det nytter ikke, at vi tror, at den hellige grav er vel forvaret, og vi tror, at vi er så dygtige. Vi skal være realister og prøve se, hvordan de klarer sig på det her område i Holland, Belgien og Italien. I Tyskland er kemiindustrien også godt i gang, og det kan lige så godt være dem, som kommer til at tjene på det her, end det er biotekindustrien, sagde Lene Lange.
Vi har fundet nøglen
Landbrug & Fødevarers direktør, Carl Aage Dahl, valgte dog at bevare optimismen, selvom han også mener, at det kræver en række politiske initiativer, hvis det biobaserede samfund skal blive til virkelighed.
- I fødevareerhvervet der er vi optimister. Vi har haft en svag stigning i eksporten i en årrække, og vi tror på, at der er basis for, at den samlede eksport, at landbrugsprodukter og inden for agroindustrien kan komme til at vokse markant fremover, da vi er ved at have fundet nøglen til at håndtere en bæredygtig produktion. Der bliver nemlig stadig en stigende efterspørgsel efter knowhov og opbygning af bæredygtig fødevareproduktion andre steder i verden, som vi har stærke virksomheder, som kan bidrage til, sagde Carl Aage Dahl.