Hvis avlerne ikke selv smadrer markedet ved at presse på for afsætning, så er der en chance for at få en sæson, hvor priserne igen kan dække dyrkningsomkostningerne, vurderer konsulent.
»Her i BJ-Agro-gruppen stiger det samlede spisekartoffelareal med syv procent i forhold til 2010. Om det er klogt, må tiden vise, men der er ingen tvivl om, at risikoen for en træls prissæson er høj. Så hvis du overvejer at lægge spisekartofler i lidt presset jord, bruge lidt usikker læggemateriale eller lignende, for at øge din avl til den kommende sæson, så vil det formentlig være meget klogere at så maltbyg eller bio-majs i arealet i stedet! Samtidig bør du prioritere kontrakter med faste priser og prisbund meget højt til den kommende sæson.«
- Sådan skrev vi for præcist et år siden til vores avlere, siger planteavlskonsulent Benny Jensen, BJ-Agro.
Vi fik ret
Og nyhedsbrevet fra den 10. april 2011 sluttede således:
»Så alt i alt – det gode år for spisekartofler i 2010 kan meget hurtigt vise sig at ændre sig til en middelmådig – hvis ikke miserabel sæson i 2011. Så du skulle måske lige genoverveje din markplan inden EU-ansøgningen sendes ind«.
- Det var ikke særligt optimistiske toner dengang, men det viste sig desværre, at vi fik mere end ret, konstaterer konsulenten fra Hovborg.
Blodrøde resultater
Øgede arealer overalt og høje udbytter af tidlige kartofler førte ifølge Benny Jensen til et voldsomt prisdyk på de tidlige allerede i maj. Da de senere blev fulgt op af høje udbytter generelt i Europa, blev det til en cocktail, som de almindelige spisekartoffelpriser ikke kunne tåle.
- Med noteringer på 70-80 kroner pr. hkg i hele sæsonen har næsten alle avlere måttet indkassere blodrøde resultater for deres spisekartoffelavl – i det mindste ved salg til det danske pakkeri-marked, vurderer han.
Ved eksport til Sverige formåede avlere og mindre eksportører længe at holde en OK pris, indtil markedet blev helt smadret af billige danske kartofler i løbet af februar.
Kulden hjælper
- At der stadig ligger temmelig mange »gamle kartofler« både i kuler og på lager, samtidig med at butikkerne sælger nye udenlandske kartofler, er selvfølgelig ikke med til at gøre situationen bedre.
- Hvis ikke der snart bliver ryddet ud i lagrene, risikerer vi oven i købet, at de vil være med til at presse næste sæsons nye kartofler, pointerer den jyske kartoffelrådgiver.
Ifølge Benny Jensen hjælper det dog med den nuværende kulde, som helt sikkert har bremset tempoet på de tidlige kartofler, så det er muligt at få flere »gamle kartofler« ud af døren.
Arealsænkningen kommer
Men kommer der endelig en vending i markedet for spisekartofler i den kommende sæson?
- På spisesiden har vi længe talt om behovet for en arealsænkning, og den ser endelig ud til at komme nu. Dette er i hvert tilfælde billedet, hvis vi ser på kartoffelarealet i BJ-Agro-gruppen, påpeger Benny Jensen.
Her falder det samlede spisekartoffelareal med 20 procent i forhold til 2011. Det svarer til et fald på 383 hektar.
- Heri skjuler sig dog, at vi har forholdsvis mange avlere til Danika og Flensted, som kun har mindre fald i kontraktarealet, ligesom vi har mange avlere af Fakse til Sverige, hvor arealet går op til 2012.
Undgå at smadre markedet
Det vil sige, at nedgangen i kartofler decideret til danske pakkerier er langt større end 20 procent i BJ-Agro-gruppen.
- Om dette er generelt for Danmark, er nok usikkert, men én ting er sikkert – der bliver langt færre kartofler på kontrakt til pakkerier herhjemme i 2012, fastslår han.
- Om nedgangen så er nok til at sikre ordentlige priser i 2012, bliver spændende, men hvis avlerne ikke selv smadrer markedet ved hovedløst at presse på for afsætning, så er chancen absolut til stede for at få en helt anden sæson, hvor priserne igen kan dække omkostningerne, tilføjer han.
Det koster ifølge Benny Jensen mindst 100 kroner pr. hkg at avle kartofler til levering direkte fra mark og 125 kroner pr. hkg, hvis de skal hentes ud af lageret.
Færre svenske kartofler
- Om de mange Fakse-kartofler, der er planlagt til Sverige, så også kan afsættes ordentligt deroppe, bliver spændende. Men igen: Heller ikke svenskerne har tjent penge på kartofler i 2011, så her falder arealet formentligt også markant, og så burde vi kunne afsætte Fakse fornuftigt, da de danske sandjords-Fakse er meget populære til skrælleri, lyder vurderingen.
- Men pas nu på ikke at smadre markedet, gentager han med adresse til afsætningsivrige avlere.