Nicher og nordisk køkken i dansk fødevareproduktion

Nicheproduktion og kvaliteterne fra det nordiske køkken skal ind i den danske fødeproduktion, mener Claus Meyer, var hovedindlægsholder i forbindelse med en temadag ved Esbjerg.

Den landskendte Claus Meyer, der især kendes som iværksætter indenfor gastronomi, forfatter og ikke mindst medindehaver af den nu verdenskendte restaurant Noma i Købanhavn, var hovedindlægsholder, da den danske fødevareproduktion blev debatteret i forbindelse med en temadag i går hos Jysk Landbrugsrådgivning ved Esbjerg.

Under overskriften ”Farvel til masseproduktion?” blev der debatteret og argumenteret både for og imod den danske model med store koncerner og detailkæder der konkurrerer på mængde og pris – både herhjemme og på eksportmarkedet.

Dagens hovedtaler var som nævnt Claus Meyer, der ud fra egne erfaringer med at gå en anden vej og satse på nicher, kvalitet og det nordiske køkken, gav sit bud på, hvor han mener at det er en af vejene at gå for dansk fødevareproduktion.

Og han lagde ikke skjul på, at han mener at tiderne er til kvalitet – vel at mærke en kvalitet som han mener mange forbrugere er villige til at betale. Og som satsningen på det nordiske køkken i forbindelse med Noma er et bevis på.

- Hvorfor tror I vi kan sælge en portion øllebrød til 280 kroner, hvor råvarerne kun har kostet 10 kroner, spurgte Claus Meyer som sin argumentation for, at han ikke mener at der er en øvre pris for fødevarer – det gælder om at skabe merværdi i form af kvalitet og smagsoplevelse.

Og han glæder sig over at erfaringerne fra Noma nu også begynder at vinde indpas i detailhandlen – eksempelvis har detailkæden Irma gået ind i det nordiske køkken og taget det med i sit varesortiment som en satsning.

Fortsat masseproduktion
Økologien hitter blandt forbrugerne. Det samme gør den gode historie om råvarerne. Til gengæld er kunderne ret ligeglade med om varen er dansk eller ej, og vil derfor ikke betale mere for en vare alene på grund af øgede danske produktionsomkostninger.

Det var i korte træk meldingen fra både Danish Crown, Arla og Coop, der alle var repræsenteret i forbindelse med temadagen. Det samme var både landbruget selv og politikerne på Christiansborg, i form af tidligere fødevareminister Henrik Høegh.

Henrik Høegh noterede sig, at samtidig med at økologien især hitter herhjemme, er markedet for konventionelle danske landbrugsvarer også i vækst med stigende eksport til både Europa, men især fjerne markeder med Kina i spidsen.

Fra Arla og Danish Crown (DC) lød meldingen fra henholdsvis chef for Arla i Danmark, Peter Giørtz-Carlsen og chefanalytiker hos DC, Karl Kristian Møller, at man allerede nu og også gerne fremover vil gå ind i niche-produkter, der ofte endda har en tendens til at blive faste varer i sortimentet. Men konkurrencen på markedet gør, at man i begge koncerner fortsat og også fremover vil satse på masseproduktion til et detailmarked, hvor discountkæder og private label vinder frem.

Læs også