- Vi er af den opfattelse, at håndtering af forløbet op til og i høringsfasen omkring vandplanerne er i modstrid med god forvaltningsskik og er en kritisabel forvaltning af danske borgeres rettigheder og interesser, hedder det i klagen fra Bæredygtigt landbrug til Folketingets Ombudsmand.
Selvom den endelige udformning af vandplanerne formentlig allerede er fremsendt til EU-kommissionen, agter Bæredygtigt Landbrug ikke at lade sagen falde dermed.
Den unge landbrugsorganisation mener fortsat, det kan nytte at klage over den proces, der ligger forud for de forkætrede vandplaner.
Vil gerne hjælpe
- Ombudsmanden taler jo den lille mands sag som opponent mod myndighedsovergreb. Med vandplanerne har vi med over 4.000 indsigelser og anden omgang 1.700 indsigelser kæmpet for vores sag på trods af, at EU ikke kræver det, siger Flemming Fuglede Jørgensen, næstformand for Bæredygtigt Landbrug.
- Vi skal fortælle regeringen og statsministeren, at vi gerne vil være med til at stå sammen om at få Danmark gennem krisen, hvis vi bare kan få lov, siger han.
Flemming Fuglede Jørgensen vil have proportioner ind i regeringens bestræbelser. Hvorfor skal vi gøre endnu mere, når vandkvaliteten allerede i dag er så høj, at man med et helst liv forbrug af vand ikke kan nå at indtage flere skadelige stoffer end man får ved at ryge en halv cigaret, lyder det sarkastisk fra næstformanden.
L&F vurderer juraen
Landbrug & Fødevarer har ingen direkte kommentarer til Bæredygtigt Landbrugs beslutning om at indklage vandplansagens forløb for Folketingets Ombudsmand.
- Det er ingen hemmelighed, at Landbrug & Fødevarer har været utilfreds med processen omkring vandplanerne, og det har vi gentagne gange gjort regeringen opmærksom på i flere sammenhænge. Vi er i proces med at vurdere de juridiske muligheder, men det er for tidligt at sige noget om, hvad det arbejde munder ud i, siger Henrik Frandsen, viceformand i Landbrug & Fødevarer til Effektivt Landbrug.