Så er der serveret

På Heinemosegård nord for Ringsted har svineproducent Klaus Pedersen fået installeret et topmoderne elektroniske sofodringssystem, og det tegner godt.

Svineproducent Klaus Pedersen har 1.500 søer og producerer årligt 45.000-50.000 smågrise. Med de nye regler for fritgående grise til 2013 har han nu fået installeret et automatisk fodersystem. Søerne gå frit rundt i stalden og æder når de vil. Systemet er landmanden godt tilfreds med, det skaber overblik og giver en foderbesparelse på længere sigt. Men tiderne som svineproducent er ikke lige til.

- Det er ingen hemmelighed, at vores erhverv har det svært. Jeg plejer at bruge eksemplet med Novo Nordisk. Hvis de ikke bryder sig om lovgivningen i Danmark, hvis den hæmmer deres konkurrenceevne, kan virksomheden flytte hele afdelinger til udlandet og spare penge.

- Vi landmænd bliver også ramt på konkurrenceevnen, men vi kan ikke flytte os, og det betyder, at vi må finde os i mange lovændringer og begrænsninger som hæmmer vores konkurrencevilkår eller dreje nøglen om, fortæller han til Landbrug ØST.

Alene miljøgodkendelsen til dette projekt har taget tid.

Valgte Skiold
Klaus Pedersen har haft sin miljøgodkendelse inde hos kommunen i mere end fem år, men nu er det hele endelig ved at falde på plads, selvom det har været en drøj omgang.

Anlægget havde Klaus Pedersen råd til i forbindelse med en omlægning af bedriften, og fordi han havde en venlig og forstående bank, forklarer han.

Efterfølgende faldt valget på virksomheden Skiold, som i mere end 25 år har udviklet foderudstyr til svineproduktionen i Danmark og udlandet. I samarbejde med danske svineproducenter og forskningsinstitutter har Skiold blandt andet specialiseret sig i elektronisk sofodring.

- Jeg valgte Skiold fordi jeg kunne fornemme, at deres efterfølgende service lød lovende, og jeg er da heller ikke blevet skuffet. Meget af deres assistance foregår faktisk over computeren, hvor de logger op til mit system, og så giver de råd og vejledning, hvilket er nemt og ligetil.

Skræddersyet
Og at vænne søerne til at spise ved det elektroniske fodertrug, er ikke noget problem.

- At træne grise til at bruge anlægget er nemt. Det kræver selvfølgelig lidt øvelse og tilvænning, hvilket betyder et par timers træning de første dage, men så kører det også uden problemer. I det hele taget er jeg tilfreds med systemet, fortæller svineproducenten.

Samtidig regner Klaus Pedersen, som nævnt, at spare lidt på foderet, som nu kan skræddersys endnu mere præcist til den enkelte gris. En chip i grisens øre aflæses i fodercomputeren, der åbner en låge, så grisen kan komme til truget.

Klaus Pedersen kan samtidig følge med på sin computer og se hvilke søer som spiser, og hvilke som ikke har spist. En fotocelle sørger for at lågen lukker forsigtigt omkring soen, og den åbner først igen, når soen har ædt sin ration eller forlader stationen gennem en ensrettet åbning ved siden af truget.

Godt overblik
Den elektroniske sofodring giver en effektiv styring med søernes foderoptagelse og ifølge Klaus Pedersen, kan man sætte fokus ind på de søer, som æder for meget eller for lidt, hvilket giver et bedre overblik af dyrenes foderindtag.

Centerchef for Skiold Center Øst, Finn Pedersen, er glad for Klaus Pedersens tilfredshed, men ellers meget overrasket over, at ikke flere svineproducenter er begyndt at tænke i omlægning af deres svinestalde med elektronisk foderstation frem mod 2013.

- Jeg må da indrømme, at vi i Skiold er ekstra glade for at vores eksport, som ligger på omkring 85 procent. For salget i Danmark går langsomt. Førhen lå 85 procent af vores salg i hjemmemarkedet. Men nu har vi blandt andet ordrer fra Rusland og New Zealand, forklarer Finn Pedersen.

Krisen kradser
- Jeg tror egentligt godt, at den danske svineproducent vil investere i vores systemer, men de kan ikke få lov af banken. Ordrebogen tegner i hvert fald et billede af et presset erhverv og med mindre der sker noget indenfor de næste måneder, forestiller jeg mig at mange svineproducenter ganske enkelt drejer nøglen om, når den nye ordning med fritgående søer i staldene træder i kraft til 2013.

Krisen, som har hærget de sidste par år, har i hvert fald ikke gjort det nemmere, mener Finn Pedersen.

- Det er måske en ond cirkel, bankerne kan ikke låne penge i udlandet og det rammer landmanden herhjemme, som ikke kan få taget de nødvendige økonomiske omlægninger for at komme videre.  Men der er selvfølgelig tid endnu, og vi håber på det bedste.

Læs også