Brovig Maskiner ApS var forleden vært ved en maskindemonstration ved Tinglev, hvor New Holland og Kverneland præsenterede programmet indenfor traktorer, plove, såmaskiner og mixervogne.
Mange landmænd og maskinstationsfolk var mødt op, da Brovig Maskiner ApS sammen med New Holland og Kverneland, havde arrangeret en stor markdemonstration nær Brovig´s forretning ved Tinglev, hvor der blev demonstreret og vist New Hollands traktorprogram indenfor serierne, 5000, 6000, 7000 og den store T8-serie.
Kverneland var repræsenteret med et bredt program indenfor plove, såmaskiner og en enkelt mixervogn i form af Siloking. Maskinerne blev alle gennemgået og vist i aktion.
- Det er en oplagt kickstart til Agritechnica i næste uge, sagde Anders Clemmensen, salgschef, Kverneland, der herefter gennemgik de tekniske specifikationer og finesser for Kverneland Qualidisc compactharven, der netop er præsenteret i en ny version.
Harven, der fås i tre, fire, seks eller syv meter er ifølge Anders Clemmensen især kendetegnet ved sine store skiver, og evne til at give en god blanding af de øverste jordlag. Harven laver desuden fuld gennemskæring i en overskæring, ligesom disc-sektionen kan hæves. Også Kverneland CTT bugseret harve blev gennemgået.
Skala på såkassen
Herefter gennemgik Anders Clemmensen Kvernelands Optima HP såmaskine, hvor han fremhævede den elektroniske såning og store kapacitet, samtidig med at maskinen kun behøver beskeden trækkraft, så den store kapacitet kan opnås med en lille traktor spændt for. En anden teknisk fordel ved maskinen er sådybden, der indstilles på en skala på såkassen.
Endelig var der gennemgang af New Hollands store traktor program, hvor ikke mindst 7070-modellen blev fremhævet som en stor traktor, der salgsmæssigt har fået godt fat i Danmark.