Forgældede banker og svineproducenter lurer på hinanden, og det er svært at finde veje ud af krisen, påpeger rådgivere.
Når hen imod tusind svineproducenter tirsdag og onsdag i næste uge sætter hinanden stævne ved Svinekongressen i Herning, vil den underliggende dagsorden for mange være, hvordan en stor andel af svineproducenterne får kæmpet sig ud af den hårdt pressede økonomiske situation, som de befinder sig i.
- Hvis Landbrug & Fødevarers prognose om en gennemsnitlig notering i 2012 på 10,50 kroner inklusiv efterbetaling holder stik, må kornprisen ikke komme over 100 kroner, hvis der skal være økonomi i det, vurderer seniorrådgiver ved Patriotisk Selskab, Karsten Hansen, og påpeger at årevis med dårlig indtjening efterhånden er gået hårdt ud over svineproducenterne, der snart ikke har meget modstandskraft tilbage.
Tvangsauktioner lader vente på sig
Også økonomikonsulent Line Hansen, Østdansk Landbrugsrådgivning, påpeger, at det kniber med rentabiliteten og likviditeten på rigtigt mange bedrifter på grund af et bytteforhold, der nu i flere år, har ligget under det magiske niveau på omkring 8, samtidig med at gælden mange steder er tårnhøj.
- Situationen ligner meget den i 1980'erne, hvor der var en bølge af tvangsauktioner, men dem ser vi ikke nu. Ikke endnu i hvert fald, påpeger hun.
Line Hansen tror hverken på, at yngre landmænd, professionelle forretningsfolk eller det fåtal af kollegaer i branchen, som har klaret sig bedre, vil have interesse i at investere i de mange urentable svinebedrifter - eller at finansieringsinstitutterne i det hele taget vil give lov.
- Lige nu ligner det en gordisk knude, hvor forgældede banker og svineproducenter afventer hinandens næste træk, og hvor det umiddelbart er svært at se løsningen ud af den fastlåste situation, som de holder hinanden i, siger hun.