Early Warning redder virksomheder i krise

Det lyder næsten for godt til at være sandt: Rådgivningstilbuddet Early Warning er gratis - og det hjælper virksomheder i krise, viser ny undersøgelse.

Rådgivningstilbuddet Early Warning er et gratis rådgivningstilbud til virksomheder i økonomiske vanskeligheder.  En ny undersøgelse viser, at virksomheder med hjælp fra Early Warning har klaret sig markant bedre end tilsvarende virksomheder, der ikke har fået hjælp gennem Early Warning.

Siden 2008 har Early Warning hjulpet 1.500 virksomheder med at vende deres økonomi eller lukke med mindst mulige tab. Hjælpen kommer fra Væksthusene og et korps på 100 frivillige rådgivere.

Den nye undersøgelse viser, at virksomheder, med hjælp fra Early Warning, har undgået et samlet tab i omsætningen på 164 mio. kr.

Anders Hoffmann, vicedirektør i Erhvervs- og Byggestyrelsen, siger, at Early Warning har hjulpet mange af de virksomheder, der har mærket krisen mest.

- Early Warning er et godt eksempel på offentlig-privat samarbejde, og ordningens succes skyldes ikke mindst de mange frivillige rådgivere, der bruger deres tid på at hjælpe de kriseramte virksomheder, siger Anders Hoffmann.

Mindre gæld
Siden 2008 har Early Warning-ordningen også hjulpet 215 virksomheder med at lukke. Disse virksomheder er lukket med en gæld til det offentlige, der ligger næsten 20 pct. under gennemsnittet.

E-statistisk har gennemført evalueringen og effektmålingen for Erhvervs og Byggestyrelsen. Undersøgelsen blev igangsat i slutningen af 2010.

Læs også