MASKINHANDEL: Kim Nielsen, Mørkledet Maskiner, har fundet sig en niche som importør af nyere, brugte traktorer og rendegravere fra England.
Landmand Kim Nielsen skulle egentlig have været hobbylandmand, da han og hustruen Gudrun købte deres ejendom i Flauenskjold i Vendsyssel i 1987.
Men grøntsagsproduktionen af især hvidkål på ejendommens 85 hektar greb om sig, og efter ti år stoppede Kim Nielsen som postbud.
I 2000 begyndte han at handle med brugte maskiner.
- Sådan lidt for sjov, fortæller han.
I dag lever han af at handle med maskiner, og der bliver ikke længere produceret grøntsager, men drevet almindelig planteavl.
Nyere brugte maskiner fra England
I 2005 importerede han den første traktor fra England.
- Det er meget nemmere at finde nyere, brugte maskiner derovre, for der er mange engelske landmænd, der lejer en traktor i sæsonen og så stiller den tilbage til forhandleren. Så har de ikke kapital bundet i maskinerne, fortæller Kim Nielsen.
De fleste traktorer er John Deere, og han har også importeret mange Hydrema rendegravere fra det engelske militær. De traktorer, han importerer, har ofte ikke kørt mere end 500 til 2000 timer.
- Der er som regel ikke noget i vejen med dem, når de er så nye, siger Kim Nielsen, der selv kører en John Deere 6630 med trinløs gearkasse, når han skal passe planteavlen på sin egen jord, eller sprøjte for den faste kundekreds i området.
Han driver nemlig også maskinstation, hvor han sprøjter og høster. Siden 2003 har Kim Nielsen selv kørt med en MGM sprøjte. Den produceres i Tjekkiet, og importeres til Danmark af Agro Fyn, som Kim Nielsen har et godt samarbejde med som forhandler.
Sommerfugle i maven betalte sig
Efterhånden har han fået flere gode samarbejdspartnere i England, som han stoler på. Det er vigtigt, for han betaler maskinen, inden den bliver sejlet til Esbjerg.
- Første gang var godt nok lidt af en satsning, og jeg havde da lidt sommerfugle i maven, fortæller han.
Traktorerne har for det meste mellem 100 og 300 hestekræfter.
- De skal have en vis størrelse for, at det kan betale sig at importere dem, fortæller maskinhandleren, der ikke kun køber traktorer i England.
- Vi køber faktisk også brugte maskiner herhjemme i ren handel, fortæller han.
Er stadig optimist
Det ser ud til, at Kim Nielsen har ramt det rigtige forretningskoncept. I 2008 og 2010 havde han ikke lavere omsætning end normalt, og i 2009 faldt salget ikke med mere end cirka en fjerdedel.
- I første kvartal af 2011 har vi solgt flere maskiner på et kvartal, end vi nogensinde har gjort før, fortæller han.
- Så vi er stadig optimister, smiler han.