Landboformand tror på billigere dyrlægeregninger

LandboSyds formand Mogens Dall kan ikke se hvorfor de kvartalsrapporter, som dyrlæger skal til at lave i den Obligatoriske Sundhedsrådgivning, skulle gøre dyrlægeregningen dyrere.

Det nye lovkrav om kvartalsrapporter, som dyrlægen skal lave som en del af den Obligatoriske Sundhedsrådgivning (OSR), vil koste landmændene omkring 10.000 kroner ekstra årligt, vurderede dyrlæge Asbjørn Elazar, Nykøbing Mors Dyreklinik, på de svinefaglige temasider i Effektivt Landbrug 26. november.

Lignende meldinger lød der fra dyrlæge Pia Conradsen, SvineVet i Haderslev, der bekræftede, at kvartalsrapporten vil komme til at kræve ekstra arbejdstid og penge.

Hos Videncenter for Svineproduktion afviste direktør Nicolai Nørgaard dog, at OSR, som landbrugets organisation selv har været med til at udforme, skulle betyde ekstra omkostninger.

Samme melding kommer formand i LandboSyd Mogens Dall, der selv er svineproducent, nu også med. Han kan kun ryste på hovedet af dyrlægernes udmelding om højere regninger til landmændene på baggrund af den kvartalsrapport, som de skal til at udfylde.

- Som det er nu, så laver dyrlægerne en månedlig rapport om, hvordan det står til. Nu bliver det så for langt de fleste hver tredje måned, der skal laves et skriv om, hvordan det står til i besætningen. Så kan det da godt være, at den rapport bliver lidt længere, men hvorfor den skulle blive længere, kan jeg egentlig ikke se, siger Mogens Dall.

Han mener, at det jo stadig er de samme problematikker, der er i en besætning, og det ville undre ham om prisen for dyrlægernes arbejde med rapporterne ikke bliver mindst samme pris som i dag. Faktisk forventer endda, at regningerne bliver billigere i fremtiden på den baggrund. Han mangler stadigvæk en god forklaring fra dyrlægerne, om hvorfor regningen skulle blive dyrere.

Fri konkurrence
- I sidste ende er der jo også noget, der hedder frit dyrlægevalg og fri konkurrence. Så hvis ens dyrlæge begynder at vil have flere penge for at lave en rapport hver tredje måned frem for en hver måned, så er det da bare op til landmanden selv at finde en anden dyrlæge, hvor det ikke bliver dyrere. Der skal man benytte sig af den frie konkurrence, siger Mogens Dall.

Han fortæller, at han selv vil undersøge hvad priserne bliver hos sin egen dyrlæge for at udarbejde rapporterne i fremtiden.

- Hvis prisen er den samme, så er det for mig et eller andet sted okay. Også selvom det for mig egentlig burde blive et omkostningsreduktion, når han (dyrlægen.red) kun hver tredje måned skal have køre- og besøgspenge for at komme hos mig. De to besøg, som er væk nu, det er jo tid, som dyrlægen nu kan bruge på at skrive i. Jeg kan simpelthen ikke se logikken i, at det skulle blive dyrere, siger Mogens Dall.

Fakturerede det ikke før
Grunden til, at dyrlægerne mener, at kontrolrapporterne gør dyrlægeregningerne dyrere, forklarede dyrlæge Pia Conradsen med, at der bliver stillet nogle ekstra krav til dyrlægerne, og de ?re kvartalsrapporter årligt kommer til at tage noget kontortid.

- Selvom jeg er vildt glad for mit arbejde, kan jeg jo ikke sidde og lave dem alle sammen gratis i weekenden. I dag dikterer jeg mine besøgsrapporter i bilen, så det er egentlig ikke noget, jeg fakturerer landmanden direkte,

- Men det kan jeg ikke med en kvartalsrapport, for der er jeg nødt til at sætte noget kontortid af til det. Kvartalsrapporterne skal færdiggøres, men også forberedes, og det er ikke noget, jeg bare kan gøre i bilen, pointerede Pia Conradsen tilbage i november til Effektivt Landbrug.

Læs også