Landboformand: 4-5 landbocentre er nok

Vigtigt i disse krisetider at få taget hul på debatten om fremtidens struktur for rådgivningen i landbruget, mener Niels Vestergaard Salling, formand for LandboNord.

Står det til formanden for LandboNord, Niels Vestergaard Salling, så har vi i Danmark om fire-fem år et nationalt rådgivningscenter og kun fire-fem landboforeninger.

Rådgivningen og landboforeningerne er nemlig nogle af de steder, hvor der for alvor kan spares på omkostningerne og dermed samtidig forbedre landbrugets konkurrenceevne, mener den nordjyske formand, og det er en debat han nu ønsker, at der for alvor bliver taget hul på. Han mener, at der bliver brugt alt for mange kræfter i landbruget på at kigge indad i stedet for at kigge ud ad mod resten af samfundet, og de udfordringer, der ligger der.

Under smertegrænsen
- Det hele udspringer sig af, at antallet af svinerådgivere er kommet ned under en kritisk masse. Der er under 100 svinerådgivere tilbage nu. Hvis man kigger rundt om i landet, hvor de er placeret, så er de samlet på cirka tre centre. Resten sidder i meget små afdelinger på forskellige centre rundt omkring, siger Niels Vestergaard Salling, der mener, at man inden for resten af landbrugets grene, bør gøre som man har gjort inden for mink og fåreavl, hvor man allerede har samlet rådgivningen på et sted.

Niels Vestergaard Salling mener, at på de rådgivningscentre, hvor der for eksempel blot sidder mellem to til fem svinerådgivere, der har man eksempelvis ikke kræfter til at kunne komme ud, og sidde med i de landsdækkende grupper, hvor man vedtager ting, som hvad der skal ske med drægtigheds- og farestalde og så videre.

- Deres rådgivning bliver derfor alt andet lige mindre god, siger Niels Vestergaard Salling.

Matcher ikke de store
Ifølge landboformanden er der allerede nu enkelte landbrugscentre, der i dag ikke kan matche nogle af de større landbrug, der tænker og handler hurtigere, end centrene kan følge med til. Dermed vil landboforeningernes rådgivning ikke få del i de rådgivningspenge, som de større landbrug vil kunne lægge i centrene. Dette vil gøre centrenes priser for høje, og hermed vil de mindre landbrug og deltidslandmændene vælge centrene fra.

Desuden er han helt overbevist om, at flere af landbrugets egne virksomheder barsler med deres egen rådgivning. Dermed frygter han, at den uvildige rådgivning forsvinder.

Det mener Niels Vestergaard Salling ikke er lykken.

Ikke problemer her
Han fortæller dog samtidig, at man i LandboNord har 16 svinerådgivere, så det er ikke fordi, at man har problemer med ordentlig rådgivning i hans forening, at han kommer med udmeldingen.

- Vi kunne sagtens læne os tilbage og sige, at det jo bare er fedt. Vi har jo en af de førende rådgivninger med den rigtige størrelse, men jeg tænker altså på landsplan. Det er skidt for de landmænd, der ikke bor i nærheden af et af de større centre. På lang sigt har vi brug for alle landmænd over hele landet, hvis vi skal klare os på internationale vilkår, siger Niels Vestergaard Salling, der også skyder på den meget nybyggeri, som de forskellige foreninger har gang i.

Bygget for meget
I øjeblikket bygges der nemlig nye rådgivningscentre i massevis rundt om i Danmark til trods for krisen og til trods for et stærkt faldende antal landmænd, og ifølge Niels Vestergaard Salling er der kun én til at betale for dem. Nemlig landmændene.

- De centre skyder jo op alle steder som paddehatte. Jeg frygter, at vi inden længe kommer i en situation, hvor vi skal til at sælge dem igen. Det tror jeg ikke, er så let. --

- Det jeg efterspørger nu, det er noget struktur. Jeg er sådan set ligeglad hvor de kommende store centre kommer til at ligge, bare de ligger sådan nogenlunde jævnt fordelt rundt i landet, siger Niels Vestergaard Salling.

Han håber nu på, at der i landbruget vil være folk, der er villig til at sætte sig sammen og diskutere tingene ordentligt igennem.

- Om fire til fem år så tror jeg man kan få det igennem. Det er noget, som tager tid. Men på sigt hvis vi stadig skal være her, så er det på tide, at komme i gang, siger han.

Læs også