Per laver alt andet end bulk-varer

Per Grupe fra Møldrupkorn i Lynge er ikke optaget af udbytte pr. hektar, men kvaliteten af det korn, der kommer ud af det.

På en måde kan man godt sige, at det er et skridt tilbage. Men på en anden måde er det et skridt frem.

I gamle gen-banker har Per Gruppe fra Møldrupgård ved Lynge på Nordsjælland ledt efter gamle, spændende kornsorter, som han har kunnet dyrke på sine marker og skabe ny vare til de danske forbrugere.

- Da jeg leverede mit første korn i 80'erne herfra gården, hvor vi stadig var ved at omlægge, var der noget trist ved at se bulldozer kører rundt i kornet. Det gjorde mig som producent anonym. Produktet blev anonymt efter, man havde gået og kælet så meget for det, fortæller Per Grupe.

Alt i alt har han nået at dyrke omkring 500 forskellige sorter og arter igennem tiden.

- Dansk landbrug kører meget i standardvarer og i mængder, men man kan ikke både have et højt udbytte og et højt protein-indhold. Det brød, man kan få i butikkerne, mener jeg, er uforskammet dårligt, siger Per Grupe.

Maler i Sverige
Han er også selv en ivrig bager, og kan således følge hele kredsen fra han sår en afgrøde, til han står i køkkenet og ælter den sammen med vand og gær og får et brød ud af det.

- Jeg har lavet en aftale med en svensk mølle i Landskrona, som jeg kører op til og får malet mel af kornet. Vi er efterhånden blevet rigtig gode venner, fordi vi begge to brænder for projektet, siger Per Grupe.

Han har søgt penge og fået dem til at afprøve »plantegenetiske ressourcer«. Således har han de seneste fem år kørt med mange forskellige forsøgsparceller, hvor han prøver gamle kornsorter af.

Efter høst tager han kornet med til en tysk bager, der har forstand på kornsorterne, og får ham til at bage brød ud af kornet, hvorefter de sammen med nogle andre vurderer, om det er noget, der kan sælges.

Indtil videre er det lykkedes ham med nogle få projekter.

Leverer til Meyer
Eksempelvis har han fået en aftale med Meyers bager, der bruger Ølandshvede fra Per Grupes marker. Derudover leverer han også mel til Super Brugsen.

Og han tror, der er en forretning i det.

- Bagningskurserne rundt omkring er helt fyldt op, og jeg tror, at folk bliver mere og mere interesseret i det. Man kan jo ikke få særligt godt brød i butikkerne, og derfor begynder folk selv at bage, sagde Per Grupe.

Han kunne også mærke det efter et program om bagning, der har kørt på DR2.

- Efter Camilla Plums program, det der hed »boller af stål« havde kørt, kom der en ordentlig stigning i salget, som jeg ikke rigtig var forberedt på. Folk vil det gerne, siger Per Grupe.

Han nyder, at han står til ansvar overfor kunderne. I stedet for bare at levere i en stor bunke, skal hans produkt være i orden, ellers får han det at høre. Han kan nemlig godt lide at afsætte melet lokalt.

Naiv glæde
Han må dog erkende, at det i år har taget lidt for meget overhånd med forsøgene.

- Jeg har sået 15 sorter vårhvede i år. Jeg vidste godt, at det var satset, men i min naive glæde gjorde jeg det alligevel. Men det krævede, at der næsten skulle være en hel måned med ren solskin, fortæller Per Grupe.

I stedet kunne han stå vidne til, hvordan mere og mere af kornet blev ødelagt dag efter dag, hvor det regnede omkring høsttid.

- Det har gjort ondt. Jeg har testet det, og faldtallet er meget, meget lavt, så er det lidt tungt, når jeg har brugt så meget tid på det, siger han.

Men han giver ikke op.

- Hvis jeg gav op ved lidt modstand, var jeg stoppet for længst, smiler Per Grupe.

I alt driver han 200 hektar, hvoraf de 80 hektar er egne marker. Han har i mange år arbejdet med at lave økologisk såsæd, og det er først senere, at kornproduktionen af gamle sorter er kommet til. Han har ingen dyr på gården, hvilket selvfølgelig også koster lidt i gødning.

Læs også