Salget af skove går langsomt

GENEREL TENDENS: - I øjeblikket er der ikke så mange købere, men det er en generel tendens, som ikke har specielt med skovområdet at gøre, siger fynsk ejendomshandler.

Før finanskrisen var der flere købere end sælgere på markedet for danske skovejendomme, men den økonomiske udvikling i de seneste år har sat en kraftig dæmper på lysten til at investere i skov.

- I øjeblikket er der ikke så mange købere, men det er en generel tendens, som ikke har specielt med skovområdet at gøre. Folk passer på deres penge, og det påvirker naturligvis markedet, siger ejendomsmægler Asger Olsen, Gudme, som har specialiseret sig i formidling, vurdering og rådgivning i forbindelse med handel og udvikling af skove, godser og større landbrug.

- Men, understreger den fynske ejendomshandler, vi sælger stadigvæk mindre skove, mens salget af større skove stort set ligger stille. Det hører også med til billedet, at skove er noget, man køber for at beholde. De fleste vil ikke af med deres skov, når de først har købt den, og hvis de endelig vil sælge, så har de også tid til at vente på den rigtige køber.

Herlighedsværdierne tæller
Generelt giver skovdrift i Danmark ikke noget økonomisk udbytte. Derfor er det i høj grad de bløde værdier, som udgør »afkastet« i skoven – og dermed også sætter prisniveauet, når det gælder køb og salg.

- Prisen på skov varierer lige så meget, som prisen på landbrugsejendomme. Hvis skoven har det hele – jagt og fiskeri, fred og ro og en overskuelig størrelse – så er der generelt mange købere. Hvis det derimod er en stor og lidt kedelig skov, der måske ligger tæt på en motorvej, så er antallet af købere mindre, siger Asger Olsen, som tilføjer, at det er meget vanskeligt at opstille standardpriser for skov.

Priserne varierer i øjeblikket fra 100.000 til 250.000 kroner pr. hektar alt efter skovens beliggenhed og herlighedsværdierne, og omsætningshastigheden er ligeledes meget forskellig.

- Vi har ejendomme, der ryger i løbet af to dage efter annonceringen, og andre der ligger relativt længe, fortæller Asger Olsen.

Udenlandske skove
Generelt er der som nævnt ingen forrentning af kapitalen ved investering i danske skove. Derfor har en del danskere investeret i udenlandske skove gennem de senere år, eksempelvis i Sverige, Tyskland og Skotland. Men dette marked er også påvirket af den økonomiske udvikling

- Der var en periode, hvor folk stort set ikke kunne købe skov herhjemme, og så vendte de blikket mod udlandet, hvor priserne er væsentlig lavere. Vi sælger også fortsat skove i Tyskland, men det går ikke særlig stærkt, understreger Asger Olsen, som karakteriserer markedet for skove som et liebhavermarked.

- Skovene giver ikke det store økonomiske afkast, så det er herlighedsværdierne, der tæller

Læs også